Pressemeddelelse: En ekstra pille til Ikast-Brandes borgmester
Voldsomme personer med udviklingshæmning eller hjerneskader, der koster samfundet for mange penge at holde styr på, skal klares med "medicin" eller andre "magtmidler".
Det siger Ikast-Brandes borgmester Carsten Kissmeyer-Nielsen i en reaktion på en undersøgelse, som viser, at 171 problemskabende voksne, der bor på specialinstitutioner, koster samfundet en halv milliard kroner om året.
Kissmeyer-Nielsen har tidligere gjort sig bemærket med udtalelser om, at denne gruppe borgere skulle have "en ekstra gul pille", så de ikke lavede uro om natten. Selvfølgelig med den pointe, at ressourceforbruget kunne nedbringes.
Det er svært at finde ord for sådan en holdning, som åbenbart dækkes af flere borgmestre. Men forkasteligt kunne være ét. Det er mange år siden, at vi passiviserede mennesker på den måde i Danmark. Det eneste, det fører med sig, er menneskelige vrag. Selvfølgelig er det dyrt, når der skal laves forholdsregler for disse mennesker, men der er ingen vej udenom at have fokus på den pædagogiske indsats, siger LEVs landsformand Sytter Kristensen.
Hvis der findes en pille, uanset farve, som kan få Carsten Kissmeyer-Nielsen til at forstå, hvad det vil sige at være udviklingshæmmet, og hvordan alle mennesker faktisk kan udvikle sig med den fornødne pædagogiske bistand, så kommer vi gerne og serverer den personligt.
Kissmeyer-Nielsens udtalelser er desværre ikke enestående. Vi har i LEV i det seneste år set og hørt stadig flere kommunale topfolk udtale sig nedsættende om mennesker med udviklingshæmning. De er ikke længere mennesker med behov, men en økonomisk byrde. Den holdning spreder sig ud i befolkningen, og nu ser vi udtalelser om, at hvad nytter det at fokusere på udvikling for mennesker med udviklingshæmning, for de bliver jo alligevel aldrig "normale".
Det er på høje tid, at de politiske magthavere tager et både praktisk og moralsk ansvar på sig, så mennesker med udviklingshæmning og andre handicappede ikke bliver gjort til syndebukke for kommunernes egne manglende evner til at håndtere de specialiserede sociale tilbud.
