Efter Skarridsøhjemmet - her-og-nu og det lange sigt
KRONIK i DKNYT: Vi skal for alvor bort fra, at nogle mennesker et helt liv er henvist til at bo på nogle andres arbejdsplads
Af Sytter Kristensen
De forhold for beboerne på bostedet Skarridsøhjemmet i Holbæk Kommune, som Ekstra Bladet har beskrevet de seneste dage, er barske og bedrøvelige. Først og fremmest for de berørte beboere og deres pårørende. Det er hjerteskærende, når man gør sig klart, at vi her har at gøre med sårbare mennesker, som er blevet nægtet muligheden for et anstændigt liv med udviklingsmuligheder og værdighed.
Men historien om Skarridsøhjemmet er også bedrøvelig fordi der dels ikke er tale om et enkeltstående tilfælde. Dels fordi forholdene på Skarridsøhjemmet ikke er kendetegnende for hovedparten af de bosteder, som yder hjælp til mennesker med udviklingshæmning. Der er tusindvis af dygtige, fagligt og etisk samvittighedsfulde, og flittige socialpædagoger, som hver dag yder en kæmpe indsats for at give gode leve- og udviklingsmuligheder for mennesker med udviklingshæmning. Det fortjener de respekt for - ikke mindst nu, hvor fagets anseelse er under pres på grund af en sag som denne.
Afstanden mellem ideal og praksis
Omvendt må denne respekt ikke føre til, at vi undlader at se de alvorlige problemer i øjnene - og anerkender, at der heller ikke denne gang er tale om en ekstrem enkeltsag. For selvom meldingerne fra minister, borgmester, embedsmænd og organisationer er berettiget chokerede og forargede, så ved de fleste med indgående kendskab til området jo godt, at Ekstra Bladet kunne have fundet lignende forhold andre steder i landet. Afstanden mellem ideal og praksis er særlig stor når det gælder leve- og udviklingsmuligheder for mennesker med udviklingshæmning - og det har den været i årevis.
En hel del institutioner tilbage fra Statens Åndssvageforsorg består endnu. De kaldes noget andet - bosteder hedder det så neutralt - men der er stadig tale om værelser på 12, 15 eller 20 m2 med fælles badeværelse på den lange gang. Som på Skarridsøhjemmet er indtrykket, at der frem for alt er tale om en arbejdsplads, hvor der bor mennesker med udviklingshæmning. Ikke et hjem, hvor der er støttepersonale, som arbejder. Uanset om vi kan lide det eller ej, så er risikoen for det, som Socialminister Benedikte Kiær kalder en pilrådden medarbejderkultur (Ekstra Bladet web, 07.08.2011) større i de institutionsprægede bomiljøer, som fx Skarridsøhjemmet, Strandvænget eller Tokanten.
Noget grundlæggende galt med systemet
I 2007, hvor skandalen med TV2s skjulte optagelser på Strandvænget rullede, var regeringens svar på udfordringerne en satspuljebevilling til formidlings- og udviklingsprojekter. Projekter kan være helt udmærkede, men nogen varig løsning bliver det aldrig. Jeg er i den sammenhæng fuldkommen enig med Socialministeren, når hun til Ekstra Bladet udtaler, at der er noget grundlæggende galt med systemet. Og grundlæggende systemfejl retter man ikke med lidt formidling og et par udviklingsprojekter. Der er brug for fundamentale og varige forandringer.
I LEV har vi en række bud på, hvad der skal til. Der skal både satses nu og her og på langsigtede forandringer - og ansvaret kan ikke bare overlades til kommunerne.
National bistand til kommunernes tilsyn
Nu-og-her løsningerne må bl.a. handle om en styrkelse af kommunernes tilsyn. Det handler om selve tilsynet, men i mindst lige så høj grad om den måde, som resultaterne fra tilsynet omsættes til positive forandringer for beboernes dagligdag i bostederne. Den opgave tror jeg desværre ikke, at alle kommuner magter på egen hånd - beklager, men det kan jeg altså ikke finde belæg for.
Derfor må der etableres en uafhængig, national enhed - et center eller lignende - som har kompetence og 'muskler' til at spille sammen med bostederne og med kommunernes myndighedsfunktioner. Centret skal i direkte samspil med bostederne og de kommunale myndigheder, og sikre kvalitet og udvikling i hjælpen til beboerne. For det her handler ikke kun om institutionstilsynet - kommunernes personrelaterede tilsyn med fokus på hjælpen til den enkelte beboer er mindst lige så vigtig. For hvor er den ansvarlige kommunale myndighed fx henne i forhold til de enkelte beboere på Skarridsøhjemmet? Har myndigheden fulgt op på om borgeren nu også får den hjælp og støtte, som myndigheden jo selv har besluttet at de skal have? Jeg tvivler - både på Skarridsøhjemmet og en masse andre steder rundt om i landet.
Skjult viden skal frem
Et andet element i en her og nu løsning er etableringen af en ordning eller en mekanisme, som sikrer, at viden om problematiske forhold på bostederne kommer til de kommunale myndigheders kendskab. Personale, pårørende og andre skal have et sted, hvor de - uden at frygte negative konsekvenser - kan fortælle om episoder eller forhold, som de oplever som uværdige eller direkte krænkelser af beboerne. Oplysningerne skal behandles og undersøges, og kommunen skal forpligtes til at handle på denne viden de får. Ekstra Bladets afsløringer har med stor tydelighed vist behovet for at give pårørende og andre denne mulighed.
Afskaf institutionerne - også i virkeligheden
Selvom de to initiativer herover helt sikkert kan forbedre situationen, så må det ikke føre til at det langsigtede perspektiv for udviklingen af hjælpen til mennesker med udviklingshæmning, fortsat ignoreres på nationalt niveau. Hvis man for alvor vil sikre sig mod sager, som den fra Skarridsøhjemmet, så er der kun en vej. Og det er en langsigtet, ambitiøs og forpligtende national plan for reel afskaffelse af institutionerne. Kun ved at skabe fysiske rammer og måder at organisere hjælpen på, kan man for alvor komme bort fra, at nogle mennesker et helt liv er henvist til at bo på nogle andres arbejdsplads.
I LEV har vi en del mere på listen over fremadrettede forslag - fx en mere fokuseret socialpædagogisk uddannelse -, men det fører for vidt at beskrive dem alle i denne sammenhæng. Men vi vil inden længe sørge for at videregive dem til Socialministeren og Folketingets socialudvalg.
Behov for politisk interesse og ambitioner
Afslutningsvis er min opfordring til regeringen - og til et forhåbentlig enigt Folketing - at det enøjede økonomiske fokus, som har domineret debatten de seneste år, droppes. Rammer, kvalitet og indhold i indsatsen for mennesker med udviklingshæmning har brug for politisk interesse og politiske ambitioner.
