21.12.2011

Socialministeren vil rundbarbere videns- og udviklingsarbejde for handicappede

Omfattende statslige besparelser i Socialministeriet rammer vigtigt videns- og udviklingsarbejde for handicappede (ViHS). Og det forlyder, at de vil ramme hårdt. Det er et uigennemtænkt og urimeligt angreb på livsvigtigt vidensarbejde på nationalt niveau. Og så er det et brud med klokkeklare løfter. DH's formand har skrevet til social- og integrationsministeren.

I brevet til social- og integrationsminister Karen Hækkerup skriver DH's formand Stig Langvad bl.a.:

"DH ser med stor bekymring på udmeldingen fra Social- og Integrationsministeriet om de foreslåede ændringer i forhold til Socialstyrelsen, særligt Videnscenter for Handicap og Social-psykiatri (ViHS). DH kan forstå på de højest placerede embedsmænd i ministeriet, at denne tilpasning af ViHS også er ensbetydende med ganske markante nedskæringer."

Senere i brevet understreger Stig Langvad, at besparelserne på det nationale vidensarbejde i ViHS er ekstra alvorligt i en tid, hvor en række lokale vidensmiljøer udsættes for besparelser. En række kommunale, regionale eller selvejende specialistmiljøer har de senere år enten måtte lukke eller indskrænke aktiviteterne markant som følge af manglende efterspørgsel fra økonomisk trængte kommuner.

Svigt af en livsvigtig national opgave
Landsforeningen LEVs formand Sytter Kristensen er også stærkt bekymret over meldingerne fra Social- og Integrationsministeriet:

- Det er fuldkommen hul i hovedet at skære på det nationale vidensarbejde i forhold til mennesker med handicap. Herunder også mennesker med udviklingshæmning. Der er behov for et stærkt nationalt ansvar for vidensopsamling, vidensudvikling og formidling. Og det er lige præcis, hvad ViHS blev sat i verden for. Kommunerne magter ikke denne helt centrale opgave - det kan enhver jo se.

- Konsekvensen bliver forringelser i den helt nødvendige kvalitetsudvikling i diverse tilbud på handicapområdet. Det kommer især til at gå ud over borgere med de mest specialiserede behov. Hvis ikke ViHS løfter opgaverne her, så er der ingen, der gør.

- Vi vil selvfølgelig forfølge denne her sag nidkært. Socialministeriet lovede at samlingen af videnscentrene ikke var en spareøvelse. Men det var åbenbart et bedrag for at luske beslutningen i gennem. Jeg føler mig i hvert fald ført bag lyset, og det er jeg overrasket over, at Karen Hækkerup, som ny minister vil lægge navn til.

Kort om videnscentrene og sammenlægningen i ViHS
I løbet af 90'erne blev der oprettet en række meget små videnscentre, primært i regi af de daværende amter. Centrene havde typisk fokus på en specifik diagnose eller funktionsnedsættelse - fx hjeneskade eller døvblindhed - og centrene havde i de fleste tilfælde ret få medarbejdere, typisk 2-3 stk. Etableringen af centrene skete løbende og var udtryk for behovet for at opsamle, samle og formidle specialviden om handicapgrupper. Til gavn for kvaliteten af indsatsen i kommunerne og til gavn for borgerne.

Pr. 1. januar 2011 besluttede Socialministeriet, at alle centrene skulle samles i en samlet organisation under Servicestyrelsen (Nu Socialstyrelsen). Målet var - sagde man dengang - at frigøre ressourcer til vidensarbejdet og udnytte mulighederne for at arbejde på tværs af målgrupperne. Mange af handicaporganisationerne var skeptiske over for samlingen i styrelsen. Men man valgte at gå ind i et konstruktivt samarbejde.