26.01.2011

Pressemeddelelse: Åbent brev til Lars Barfoed

Udviklingshæmmede: Vi lever ikke et liv på første klasse!

Formand for Landsforeningen LEV, Sytter Kristensen, har i dag sendt et åbent brev til Det Konservative Folkepartis nye politiske leder, Lars Barfoed. Barfoeds forslag om at sætte satsreguleringen af overførselsindkomster ud af kraft, vil meget hurtigt få alvorlige konsekvenser for mennesker med udviklingshæmning.

Sytter Kristensen skriver bl.a.:
- En fastfrysning af førtidspensionen vil lynhurtigt få alvorlige og meget direkte konsekvenser for mennesker med udviklingshæmning. I et stramt budget vil det være de få udadrettede og fællesskabsfremmende aktiviteter, som ryger først: Toget hen til søsteren i den anden ende af landet, deltagelse i den årlige udflugt sammen med andre beboere i bofællesskabet - eller den halvårlige biograftur, hvor man oven i købet også skal betale sin hjælpers billet.

Sytter Kristensen er bl.a. bekymret for, at en udhuling af førtidspensionen vil sætte inklusionen og mulighederne for aktiv deltagelse for mennesker med udviklingshæmning i stå.

- Gradvist - men med stor sikkerhed - vil Det Konservative Folkeparti have skabt endnu vanskeligere vilkår for inklusion og deltagelse i samfundet for mennesker med udviklingshæmning. Kan konservative grundholdninger virkelig holde til det? Og tror du virkelig, at konservative vælgere ønsker at se en udhuling af sagesløse menneskers livsgrundlag? Spørger Sytter Kristensen bl.a. i brevet.

For yderligere oplysninger kan LEVs landsformand, Sytter Kristensen, kontaktes på tlf. 4016 8044.