Klar melding fra Folketingets socialudvalgsformand
- Når der er en gruppe børn med særlige behov, så skal der også være et særligt tilbud til dem. Hvis det er uklart, så kan der være behov for at se på lovgivningen. Så klar er formanden for Folketingets socialudvalg, Martin Henriksen (DF) i en kommentar i dagens udgave af Folketidende.
LEV har som bekendt kastet sig ind i sagen om Solsikken i Guldborgsund. Kort fortalt handler sagen om, at kommunen pr. 1. januar ændrede Solsikken fra et specialtilbud til børn med handicap til et almindeligt dagtilbud. Både LEV og Spastikerforeningen har protesteret over den beslutning og blandt andet bedt socialministeren forholde sig til sagen.
I LEV ser vi sagen som meget principiel. For hvis kommunerne på denne måde bare kan omdanne specialbørnehaver til almindelige dagtilbud, så tager man luften ud af servicelovens § 32 om specialdagtilbud.
Lovændring, hvis kommunen får medhold
Nu er formanden for Folketingets Socialudvalg, Martin Henriksen også kommet på banen i sagen. Til Folketidende, som er lokalavisen i Guldborgsund området, siger Martin Henriksen bl.a.:
- Tanken med serviceloven har jo været, at når der er en gruppe børn med særlige behov, så skal der også være et særligt tilbud til dem. Nu må vi se, hvad Det Sociale Nævn og Tilsynet når frem til, og derfra se, om der er behov for at ændre lovgivningen.
Martin Henriksen er ikke imponeret over Guldborgsund kommunes håndtering af sagen, og kalder begrundelserne for ændringen af specialbørnehaven til et almindeligt dagtilbud, for en tynd forklaring.
LEVs formand, Sytter Kristensen, er meget tilfreds med den klare udmelding fra Martin Henriksen.
- Det er dejligt at vi nu også får opbakning fra formanden for Folketingets socialudvalg. Det har aldrig været meningen, at kommunerne skulle kunne undergrave specialbørnehaverne på denne her måde. Og det er jo også lige præcis det Martin Henriksen understreger så klart, siger Sytter Kristensen.