fnlogo.jpg 19.05.2011

Handlingsplan om konventionen – endelig!

Mere end fire år efter at Danmark underskrev FN's handicapkonvention - og to år efter, at Folketinget ratificerede den - har socialministeren nu besluttet sig for at igangsætte arbejdet med en handlingsplan for handicapområdet. LEVs formand er tilfreds med, at der nu sker noget, men også forundret over at det skulle tage så lang tid at komme i gang.

I går udsendte socialminister Benedikte Kiær - som også er regeringens handicapkoordinerende minister - en pressemeddelelse. Her fremgår det bl.a., at regeringen nu har besluttet sig for "… at udarbejde en ny langsigtet handlingsplan for handicapområdet. Handlingsplanen skal sætte rammerne for regeringens kommende prioriteringer på området og implementeringen af FN's Handicapkonvention."

Meddelelsen kommer efter en længere periode, hvor LEV og andre handicaporganisationer igen og igen har efterlyst konkret og ambitiøs planlægning, der kan sætte skub i den praktiske realisering af konventionen.

LEVs landsformand Sytter Kristensen synes, det er på høje tid
- Bedre sent end aldrig. Men nu er det altså helt afgørende, at hastigheden sættes op. Ministerens initiativ må ikke blive en syltekrukke med uendelige udredninger og langstrakte analyser, udtaler Sytter Kristensen.

Fokus på alle dele af samfundet
Af socialministerens meddelelse fremgår det, at det igangsatte arbejde skal "… indledes med en analyse, der skal afdække centrale udfordringer og udviklingstendenser på handicapområdet." Arbejdet forankres i en tværministeriel arbejdsgruppe, og det skal bl.a. munde ud i "…klare rammer for udviklingen af hele handicapområdet, ikke bare de offentlige tilbud. Det skal nemlig også handle om holdninger - til og om mennesker med handicap." Ministeren fremhæver, at handlingsplanen skal have et bredt fokus, der også handler om bedre inklusion og inddragelse af civilsamfundet.

LEVs landsformand er enig i, at der skal tænkes bredt, og at hele samfundet - fx kultur-, trafik-, uddannelses- og arbejdsmarkedsområdet - skal tænkes med, hvis vilkårene for mennesker med udviklingshæmning skal forbedres. Konventionen er både grundlaget for formuleringen af håndfaste målsætninger og mere langsigtede visioner for, hvilken retning samfundet skal bevæge sig de kommende årtier. Men det brede perspektiv må ikke blive en undskyldning for ikke at forholde sig til virkeligheden på det sociale område.

Tag de reelle udfordringer alvorligt
- De sidste par års smalkost i kommunerne har været barske. Konkrete levevilkår og udviklingsmuligheder for tusindvis af mennesker med udviklingshæmning er blevet ramt hårdt. Udviklingshæmmede flyttes rundt som ludobrikker, deres demokratiske medborgerskab indskrænkes, hjælpen i dagligdagen skæres ned til ren pasning osv. Paradoksalt nok er det jo sådan, at det er blevet markant vanskeligere at være udviklingshæmmet i dagens Danmark siden ratifikationen af FN's handicapkonvention. Det er selvfølgelig ikke konventionens skyld, men den udvikling kan Danmark ganske enkelt ikke være bekendt, udtaler Sytter Kristensen.

Der er ikke udmeldt nogen tidsplan for ministerens arbejde med handlingsplanen. LEVs landsformand håber, at tidsplanen er ambitiøs, og at der er vilje til at se de reelle udfordringer i øjnene. FN's handicapkonvention er omfattende og vidtrækkende i den betydning, den kan få for mennesker med handicap - ikke mindst mennesker med udviklingshæmning.

- Jeg håber, at ministerens arbejde med konventionen vil tage udfordringerne alvorligt. Virkeligheden må ses i øjnene, så vi ikke ender med et skønmaleri. Det lovede analysearbejde skal prioriteres højt, og der skal tempo på, så vi kan komme i gang med det, som det i virkeligheden handler om: Konkrete, langsigtede forandringer, slutter Sytter Kristensen.

Kort om FN's handicapkonvention
Den 13. december 2006 vedtog FN's Generalforsamling konventionen om handicappedes rettigheder. Den 30. marts 2007 underskrev Danmark og 83 andre lande handicapkonventionen. Dermed forpligter de sig til at ratificere konventionen, dvs. ændre i deres lovgivning og vedtage nye love og tiltag, der forbedrer handicappedes rettigheder og forhindrer diskriminering. Den 28. maj 2009 besluttede et enigt Folketing at ratificere Handicapkonventionen.