22.03.2011

Madbog er blevet til udstilling

Kunstmadbogen "der er håndtag i døren" danner baggrund for en udstilling med farvestrålende og sprudlende illustrationer frem til 26. april på Biblioteket Kulturværftet i Helsingør.

Illustrationerne er skabt af Glad Design, som kokken Søren Gericke lod sig inspirere af til en række enkle hverdagsopskrifter. Resultatet blev en kunstmadbog, hvor opskrifter, poetiske ord og illustrationer smeltede sammen i et kraftfuldt udtryk. Nu får illustrationerne et nyt liv i form af en udstilling, der efter planen skal vises andre steder, når den er færdig i Helsingør.

Udstillingen fortæller også om Glad Designs måde at arbejde på og deres mission om at skabe en rummelig arbejdsplads, der ser styrker i kreative mennesker med udviklingshæmning.