I seng kl. 21
Flere medier fokuserer i dag på sengetider for mennesker med handicap. På grund af besparelser får flere handicappede - herunder også mennesker med udviklingshæmning - faste sengetider. "Det er stærkt kritisabelt, men desværre er det kun ét af eksemplerne på hvilken betydning besparelserne har for mennesker med udviklingshæmning, udtaler LEVs landsformand.
Sagerne om faste sengetider har været beskrevet flere gange i pressen, og i LEV har vi også fået meldinger om faste sengetider fra forældre. Derfor var sengetiderne også et af temaerne i LEVs postkortkampagne i forbindelse med Folketingsvalget. Det skete under overskriften "Vi har løsningen på hvordan Danmark sparer på energien … [kortets bagside:] Alle skal gå i seng kl. 21."
Postkortene er en barsk satire over de forringelser af vilkårene for mennesker med udviklingshæmning i Danmark, som vi har oplevet de seneste par år.
Men de faste sengetider er kun et billede på, hvordan de omfattende besparelser i kommunerne rammer helt fundamentale muligheder for at leve en rimelig tilværelse, mener Sytter Kristensen:
- Desværre handler det ikke kun om sengetider. Grønthøsteren kører år efter år. Og det går ud over muligheden for ledsagelse til at komme uden for sit botilbud - fx for at deltage i fritidsaktiviteter eller besøge venner og familie. Eller det handler om at kunne få hjælp til at lave sin egen mad. Besparelserne har ramt rigtig hårdt mange steder, siger Sytter Kristensen.
Paradokset med de stigende udgifter
Kommunerne forsvarer generelt besparelserne med, at udgifterne til det specialiserede socialområde er steg markant frem til 2009. Det specialiserede socialområde omfatter også hjælpen til mennesker med udviklingshæmning, men Sytter Kristensen er kritisk over for kommunernes forklaring.
- Det er i hvert fald ikke hjælpen til mennesker med udviklingshæmning som var grunden til udgiftsstigningerne. Helt siden kommunalreformen i 2007 har vi oplevet beskæringer i hjælpen til udviklingshæmmede, så det er ikke fordi serviceniveauet er eksploderet. Det er jo ret paradoksalt.
- Årsagerne til udgiftsstigningerne skal snarere findes i nogle grundlæggende forandringer i vores samfund, som fx flere diagnoser, flere for-tidligt-fødte og en højere levealder. De forandringer betyder jo at der er flere mennesker, som får behov for hjælp på grund af handicap. Desuden har vi oplevet et vildtvoksende bureaukrati i kommunerne efter reformen. Og det belastede også udgifterne på handicapområdet, siger Sytter Kristensen.
Sytter Kristensen mener at det er urimeligt at denne slags bredere samfundsmæssige udviklingstendenser skal gå ud over mennesker med handicap.
- Når lægevidenskaben opdager nye sygdomme og nye behandlingsformer, så står politikerne jo ofte klar med nye penge til hospitalerne. Men når det gælder hjælpen til mennesker med handicap, så skal alle de nye opgaver holdes inden for stadigt strammere økonomisk ramme. Den logik synes jeg ikke holder, siger Sytter Kristensen.