31.10.2011

Regionernes ansvar for Filadelfia

Åbent brev fra LEV til formanden for Danske Regioner: Nedlæggelsen af afdelingen Havehuset på epilepsihospitalet Filadelfia vil med stor sikkerhed få den konsekvens, at nogle af samfundets allermest sårbare borgere efterlades uden et trygt og kvalificeret behandlingstilbud. LEVs formand opfordrer regionerne til at leve op til deres ansvar og finde den nødvendige finansiering.

Debatten om epilepsihospitalet Filadelfia har været højt på den politiske dagsorden i de seneste par uger. Tirsdag i den forgangne uge var sundheds- og forebyggelsesminister Astrid Krag i åbent samråd i Folketingets sundhedsudvalg.

Sundhedsministeren: Det er regionernes ansvar
I svaret på de mange spørgsmål om sagen henviste ministeren i vidt omfang til den indgåede driftsoverenskomst mellem Region Sjælland og Filadelfia. En aftale som betyder, at epilepsihospitalet mister 70 millioner kr. årligt, hvorfor hospitalet har besluttet at lukke to højt specialiserede afdelinger pr. 1. januar 2012. Den ene af disse afdelinger, Havehuset, henvender sig især til udviklingshæmmede med epilepsi.

På det åbne samråd gentog ministeren flere gange, at prioriteringerne i sundhedsvæsnet er regionernes ansvar, og at hun ikke som sundhedsminister kan gribe ind. I hvert fald ikke så længe der foreligger en godkendt driftsoverenskomst mellem regionerne og Filadelfia. (Se hele samrådet her).

Pilen peger på regionerne
Dermed peger pilen entydigt på Danske Regioner, hvis der skal findes en acceptabel løsning. LEVs landsformand, Sytter Kristensen, har derfor i dag skrevet til Danske Regioners formand Bent Hansen med en opfordring til at tage deres ansvar for de mest sårbare epilepsipatienter alvorligt.

I brevet skriver Sytter Kristensen bl.a. at det er "… tankevækkende, at nedlæggelsen af Havehuset og spredningen til syv sygehuse landet over pludselig er blevet regionernes svar på bevarelsen og videreudviklingen af højt specialiserede behandlingsformer. Når det gælder andre, måske mere præstigeprægede behandlinger, som fx hjertekirurgi, så er den eksplicitte strategi helt modsat, nemlig centralisering."

Sytter Kristensen er generelt forundret over, at landets regioner tilsyneladende ikke har den politiske vilje til at prioritere kvalificeret epilepsibehandling til nogle af samfundets mest udsatte borgere:

"Krise eller ej: Regionernes sygehusbudgetter er astronomiske, og selvfølgelig kan det lade sig gøre at finde de relativt beskedne midler, vi her taler om - det handler blot om en smule politisk vilje," skriver Sytter Kristensen bl.a. i brevet.