24.04.2012

Handicappedes demokratiske medborgerskab sjofles

Danmarks status som retsstat med respekt for konventioner er under pres. Og det har den været siden 2010, hvor en ændring af Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område blev presset igennem Folketinget.

Ændringen betyder, at flere tusinde sårbare borgere med handicap har fået frataget deres fulde demokratiske medborgerskab - og at deres retssikkerhed er blevet forringet. Ja, man tror, det er løgn og fordrejning. Men den er desværre god nok.

Konsekvenserne af lovændringen i 2010 er på én gang meget enkle og dybt komplicerede.

De er enkle i den forstand, at den daværende regering besluttede, at tusindvis af mennesker med omfattende behov for hjælp skal have fastlagt deres hjælp i en anden kommune end den, de bor i.

Disse ofte meget sårbare borgere har dermed ikke - modsat alle andre - mulighed for at gøre deres demokratiske indflydelse gældende over for de kommunalpolitikere, som har ansvaret for den hjælp, der ydes.

Regelændringerne fra 2010 er desværre også komplicerede. Kort fortalt handler de om det økonomiske mellemværende mellem kommuner på dele af det specialiserede socialområde.

Før 2010 var det den kommune, som første gang visiterede en borger til eksempelvis et botilbud i en anden kommune, som også afholdt udgiften.

Det kaldes betalingskommunen. Men det var dengang kommunen, hvor borgeren bor, som var handlekommunen, det vil sige den kommune, som har beslutningskompetencen som social myndighed.

Det blev der vendt op og ned på med regelændringen i 2010. Under en småvulgær parole om at "den, som betaler, også bestemmer musikken" fik betalingskommunen nu også rollen som handlekommune. Det lyder måske ikke af så meget, men konsekvenserne er markante.

Lad os tage et tænkt, men fuldkommen realistisk eksempel: En borger - lad os kalde hende Margrete - blev for 20 år siden visiteret til et botilbud i Rødby af Aalborg Kommune. Margrete bor altså i Rødby, men med regelændringen får hun altså nu truffet sine sociale afgørelser af en sagsbehandler i Aalborg, 480 kilometer væk.

De kommunalpolitikere, der beslutter det serviceniveau, som Margrete får tildelt sin hjælp på, er også i Aalborg. Og de politikere har Margrete har ikke en chance for at påvirke gennem almindelige demokratiske kanaler.

Mærk selv efter - hvordan ville det mon være sådan at få beskåret sit fulde demokratiske medborgerskab?

Der er også en række konkrete, negative konsekvenser for de berørte borgeres retssikkerhed. Vi har oftest med særligt sårbare medborgere at gøre. Mennesker, der på grund af deres handicap i forvejen kan have vanskeligt ved selv at varetage deres interesser over for offentlige myndigheder. Deres reelle retssikkerhed er på en række områder markant forværret med de nye regler.

Regeringen har for nylig spillet ud med et forslag til reform af den kommunale udligning. Reformforslaget har ikke en løsning på det problem, vi her har beskrevet, men det kunne det måske få.

Vi vil derfor bede økonomi- og indenrigsminister Margrete Vestager (R) se reformforslaget efter en ekstra gang. Gør kommunernes konkrete handicapudgifter til et udligningsparameter til fordel for den kommune, hvor borgeren med handicap bor og lever - ikke hvor de boede engang.

Det vil både være administrativt enkelt og etisk forsvarligt. Kommuner, som har høje udgifter på området, for eksempel fordi de har flere botilbud for mennesker med handicap eller sindslidelser, vil få tilført ressourcer. Kommuner med lave udgifter vil tilsvarende skulle afgive.

Måske er det ikke så enkelt. Det kan være svært at gennemskue udligningen. Men at der skal findes en anden måde at udligne udgifterne på end i dag, er indiskutabelt. Det både tror og håber vi, at enhver kan se.

Indlægget blev bragt i Kristeligt Dagblad den 23.04.2012

Sytter Kristensen, Susanne Olsen, Knud Kristensen og Lone Møller er alle landsformænd for henholdsvis: Landsforeningen LEV, Dansk Handicapforbund, SIND og Spastikerforeningen.