Hjemme bedst
Et helhedstilbud er Brønderslev Kommunes nye tilbud til en gruppe borgere med udviklingshæmning. Ordet helhed signalerer overblik, omsorg og individuel menneskelig behandling. Men tilbuddet får alarmklokkerne til at ringe hos pårørende og i LEV. Det lugter mistænkeligt af fortidens trøstesløse totalinstitutioner for handicappede.
Tekst og foto: Vibeke Rask Grøn
Klokken er 14.15, det er fredag eftermiddag. 48-årige Mette Fuglsang Sørensen fra Brønderslev er netop kommet hjem fra arbejde, nu kan hun puste ud, inden hun skal mødes med vennerne i bofællesskabet til fællesspisning og en aften med X-faktor i fjernsynet. En fin afslutning på en god afvekslende arbejdsuge.
Mette Sørensen producerer perlehalskæder og armbånd og syr puder, men har i ugens løb også givet en hånd med i arbejdsstedets kantine én formiddag og har, som sædvanligt, været besøgsven på den særlige afdeling for hjerneskadede borgere torsdag eftermiddag.
Puderne og perlekæderne, som hun og kollegerne producerer, bliver solgt i en brugskunstforretning i Saltum, det samme gør de trævarer, som produceres i en anden sektion af arbejdspladsen. Arbejdstiden er fra 9 til 15 på hverdage og 9 til 14 om fredagen. Det er en rummelig og alsidig arbejdsplads, som giver mulighed for, at Mette og de andre i produktionen kan komme med på forretningsbesøg i Saltum, når varerne skal afsættes.
Mette Sørensen har arbejdet her i 23 år, og hun er ikke den eneste med høj anciennitet. Arbejdspladsen har nemlig et rigtig godt ry, så medarbejderne kommer glade på gå-ben eller med bil fra Brønderslev og omegn hver morgen. Og mange venskaber er blevet knyttet på kryds og tværs gennem årene.
Afskedigelser
Men den 15. april 2012 er det nok slut. Mette Sørensen og omkring 29 andre bliver snart sagt op på grund af kommunale besparelser. Arbejdspladsen er nemlig kommunal, hedder Aktivitetshuset i Brønderslev og er et dagtilbud efter servicelovens §104.
Men dagtilbud eller ej - spørger man Mette er det hendes arbejde!
- Et arbejde, der giver en god mening med tilværelsen, noget fornuftigt at stå op til, nogen at gøre et relevant stykke arbejde for, nogen at høste velkommen anerkendelse fra, siger hun på sin måde.
Et arbejde hun med glæde trasker gennem rusk og regn, solskin og frisk luft for at møde op på.
Brønderslev Kommune vil spare 1,3 million kroner på handicapområdet i 2012, og byrådet har besluttet at integrere dag- og botilbud til et helhedstilbud for kommunens egne borgere med udviklingshæmning. En ny kvalitetsstandard siger nemlig, at Mette Sørensen og alle andre, der bor i botilbud i Brønderslev, skal have deres dagtilbud hjemme i bofællesskabet i fremtiden.
Aktivitetshuset bliver fremover kun et tilbud til mennesker med udviklingshæmning fra andre kommuner og for de af kommunens egne udviklingshæmmede, som bor hos forældrene eller helt alene.
- Det harmer mig, at byrådet synes, det er i orden, at en gruppe svage borgere kan sidde indenfor hjemmets fire vægge 24 timer i døgnet. Det er vanvittigt, tordner Jørgen Sørensen, der er far til Mette. Han understreger, at udviklingshæmmede, som Mette, har lige så stort behov for at komme hjemmefra og møde andre mennesker, som enhver anden har.
Både Mettes forældre og andre pårørende har derfor klaget - og klager stadig, men lige meget har det foreløbig hjulpet.
Besparelsen er i hus
- Et helhedstilbud giver kommunen sin besparelse og er samtidig en løsning, som mange udviklingshæmmede vil synes om, siger Brønderslev Kommunes socialudvalgsformand Thomas Krogh (SF). Alternativet var personalenedskæring over en bred kam.
- Det ville have endnu flere uheldige konsekvenser, mener han og peger på, at der er grupper af udviklingshæmmede som, i modsætning til Mette og hendes bofæller, er glade for udsigten til at slippe for at komme på Aktivitetshuset og få nogle tilbud hjemme i stedet for.
Thomas Krogh henviser blandt andet til et offentligt møde i efteråret, hvor brugere af Aktivitetshuset, pårørende og personale var inviteret. Helhedstilbuddet var noget af det, de fremmødte pegede på som en løsning, siger Thomas Krogh.
Fridolin Laager, LEVs kredsformand i Brønderlsev, kalder socialudvalgsformandens fremstilling for ret manipulerende.
- Selvfølgelig kommer der forskellige udsagn, når en gruppe mennesker udtaler sig. Men det er helt absurd at tage alle til indtægt for et synspunkt, som udtrykker forståelse for den såkaldte helhedsløsning. Der er nogle, som vil synes, det er ok med et hehedstilbud, men kommunen har jo besluttet at hælde det ned i halsen på alle. Det er her, kæden hopper af.
For Fridolin Laager er hele tankegangen bag helhedstilbuddet rystende, og den giver ham mindelser om fortidens totalinstitutioner for udviklingshæmmede.
- Med et helhedstilbud risikerer mange at ende med et liv i isolation inden for hjemmets fire vægge.
Væsentlige spørgsmål
Fridolin Laager ser helhedstilbuddet som et dybt problematisk skridt væk fra årtiers retning indenfor handicappolitikken i Danmark. Derfor mener han også, at det er ekstra kritisabelt, at Handicaprådet i kommunen ikke er blevet korrekt hørt i den her sag.
- Byrådsbeslutningen bør erklæres ugyldig og sagen tages op til fornyet overvejelse, siger Fridolin Laager.
Ydermere mener han, at tilbuddet er ulovligt. En kommune kan ikke disponere over borgernes private hjem, og heller ikke over fællesrum i bofællesskaberne. Beboerne betaler nemlig husleje for hele det benyttede areal.
- Beboerne har den fulde dispositionsret over deres egen lejlighed - og over fælleslokalerne. Basta - og længere er den ikke. Hvad vil Brønderslev Kommune gøre, hvis nogle beboere siger nej til, at fælleslokalerne bliver brugt til kommunal aktivering? spørger han og venter, som alle andre parter i sagen, spændt på en juridisk afgørelse af spørgsmålet.
Den konservative byrådspolitiker Karsten Frederiksen er enig. Han var den eneste, der stemte imod forslaget, da det var til afstemning i byrådssalen 15. februar 2012.
- Jeg tror heller ikke, det er lovligt, siger han og synes ikke, byrådet tænkte sig godt nok om inden man tog beslutningen.
Han har samtidig set, hvor kede af det mange borgere med udviklingshæmning er blevet over udsigten til ændringen i deres udadvendte dagligdag og mener, kommunen bør gå i dialog med de pårørende igen.
Sov i timen
Det afviser formanden for socialudvalget Thomas Krogh (SF). Han understreger kort og godt, at det handler om nødvendige besparelser, og hvordan de gøres på bedste vis, og spørgsmålet har været diskuteret siden august 2011.
At der skulle være begået procedurefejl i forbindelse med høringsprocessen afviser socialudvalgsformanden også blankt. Det er rigtigt, at socialudvalget slutbehandlede forslaget, inden Handicaprådet var kommet med sin udtalelse, men netop derfor udskød udvalget den endelige beslutning og sendte det til afstemning i byrådet den 15. februar 2012.
- Handicaprådets udtalelse kom den 6. februar og forelå derfor inden afstemningen, påpeger Thomas Krogh. Han appellerer til alle parter om at komme videre nu.
Hertil siger Fridolin Laager, at Handicaprådet overhovedet ikke har haft lejlighed til at afgive et høringssvar i sagen, men blot fået en orientering og derudfra stillet nogle spørgsmål. Alligevel præsenteres denne orientering over for byrådet som en høring af Handicaprådet.
- Det er manipulerende og i strid med almindelige principper for høring af rådet, fastslår kredsformanden.
For at få en afklaring af hele lovligheden i forhold til etablering af helhedstilbud opfordrer Fridolin Laager Brønderslev Kommune til at bede Statsforvaltningens kommunetilsyn om at se på sagen.
Dyb skepsis over for kommunens planer
En kommunalt nedsat arbejdsgruppe anbefaler, at helhedstilbuddet tilrettelægges ud fra de enkelte borgeres handleplaner, ønsker og særlige behov - naturligvis med blik på økonomien.
- Ord og intet konkret, siger Jørgen Sørensen og frygter på sin datter Mettes vegne, at der ikke er råd til fornuftigt indhold. Mette og hendes bofæller kan ikke gøre mere rent eller rydde mere op, end de i forvejen gør sammen med personalet på bostedet, påpeger han.
På Brandurs Alle i Brønderslev tusser Mette Sørensen og hendes bofæller rundt i deres rene, ryddelige hus og glæder sig til X-faktor. Spørger man, så svarer de med sikre stemmer, at de glæder sig til uret ringer mandag morgen, og de igen skal gå den lille kilometer hen til Aktivitetshuset, hvor arbejdet kalder og gode gamle kolleger venter.
LEVs Landsformand Sytter Kristensen om sagen
Når borgerens eget hjem bliver til at socialt tilbud Brønderslev Kommunes kvalitetsstandard for dagtilbud er en skandale.
Først og fremmest for de borgere, som nu fratages et dagtilbud, som de har været glade for. Men det er også endnu et eksempel på det, jeg vil kalde en handicappolitik i bakgear. Som jeg skrev i en kronik i dknyt for et par uger siden, ser vi flere og flere eksempler på, at kommunerne totalt ignorerer værdierne bag dansk handicappolitik. Man er godt på vej til at genindføre endnu mere institution - og dermed mindre "eget hjem" for borgeren.
Tænk sig, at man i Brønderslev byråd synes, det er helt ok at inddrage borgerens private hjem til at gennemføre et offentligt socialt tilbud. Gad vide, om der er andre af Brønderslevs borgere, som man ville gøre noget tilsvarende over for? Og hvad gør socialministeren og Folketinget? De sidder på hænderne. Der er ingen reaktion, alt imens årtiers fremskridt lige så stille pilles ned under dække af den økonomiske krise.
Artikel fra LEV 2, 2012