02.04.2012

Selvforsørgelse i fantasiens verden

Af Sytter Kristensen

En del af debatten har drejet sig om handicaporganisationernes bekymring for fleksjobordningen, for eksempel når det gælder de fremtidige vilkår for akademikere med handicap og den reelle rummelighed på arbejdsmarkedet. Jeg deler den bekymring. Men i relation til unge med udviklingshæmning er det afgørende spørgsmål først og fremmest de såkaldt 'glatte sager': De unge, som også efter en reform skal have førtidspension.

"Vi vil investere i mennesker" er overskriften på det indlæg, som socialminister Karen Hækkerup har i dette nummer af Lev Bladet. I indlægget forklarer hun, hvorfor regeringen har taget initiativ til en reform af førtidspension og fleksjobordningen. Aldersgrænsen på 40 år for tildeling af førtidspension har fået en central position i lanceringen af reformen, og i ministerens indlæg begrundes den blandt andet med, at "… det for langt de fleste er alt for tidligt i livet at blive parkeret på sidelinjen".

Lighedstegnet mellem førtidspension og 'parkering på sidelinjen' er lige skarpt nok. For når det gælder mennesker med udviklingshæmning, er det varige forsørgelsesgrundlag, som førtidspensionen i dag udgør, langt fra det samme som at blive parkeret på sidelinjen. Faktisk tvært imod. Den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU), job med løntilskud på almindelige virksomheder og udviklingen af de beskyttede værksteder er alle aktuelle udviklingstendenser, som viser, at mennesker med udviklingshæmning kan og vil yde en indsats. Den indsats yder de ikke på trods af, at de modtager førtidspension - der er snarere tale om, at de yder en indsats, fordi de via førtidspensionen har stabilitet og tryghed om deres forsørgelse.

Jeg er glad for, at socialministeren i sit indlæg også anerkender denne udvikling.
Hun understreger, at der - også efter reformen - vil være unge, hvor det er åbenlyst, at han eller hun ikke bliver i stand til at indgå i det almindelige arbejdsmarked med eksempelvis et fleksjob. Mennesker med udviklingshæmning, som i dag tildeles en pension, når de fylder 18 år, vil også efter en reform skulle have pension i langt de fleste tilfælde, skriver ministeren. Det er en vigtig melding. En melding, som bringer en del mere realisme ind i snakken om en aldersgrænse på 40 år.

For vi ved det jo godt alle sammen: Mennesker med udviklingshæmning har masser at byde på - en del har også ressourcer som arbejdskraft. Men at forvente helt eller delvis selvforsørgelse, for eksempel via et fleksjob, hører til i fantasiens verden.

For at få lidt kød og blod på kan vi tage fat i eksemplet Louise på 17 år. Louise er udviklingshæmmet og har gået i specialbørnehave og på specialskole gennem sin opvækst. Hun leder for tiden efter en lejlighed i et bofællesskab, hvor der er pædagogisk personale, som kan hjælpe hende i hverdagen. Louise vil rigtig gerne arbejde i en børnehave. Hun bliver aldrig pædagog, og vil heller ikke kunne erstatte nogle af de øvrige ansatte i børnehaven - hverken helt eller delvist. Men Louise kan godt hjælpe til, og hun kan bruge STU'en til at opnå nye kompetencer, der er vigtige i den sammenhæng. Selvfølgelig skal Louise have førtidspension - og sådan læser jeg da også helt klart socialministerens indlæg.

Louise og andre unge med udviklingshæmning skal ikke trækkes gennem et af de såkaldte ressourceforløb, som regeringen lægger op til skal erstatte tilkendelsen af førtidspension. Det er åbenlyst for enhver, at hun ikke hverken på kort eller langt sigt kan opnå hel eller delvis selvforsørgelse. Louise skal have pension som en såkaldt 'glat sag', hvor hverken kommunen eller Louise skal bruge kostbar tid på et ressourceforløb, som alle ved alligevel ender med en førtidspension.

Leder fra LEV Bladet 2, 2012