På vej Ud i Fremtiden
Uddannelsesmesse for unge med særlige behov. Alle har ret til en uddannelse. Også de unge, der har brug for ekstra støtte og vejledning. Uddannelsesmessen Ud i Fremtiden giver netop disse unge, deres forældre og vejledere en mulighed for at få et samlet overblik over mulighederne.
Ud i Fremtiden debuterede i Roskilde i 2009 med stor succes og er nu blevet et fast indslag i vejledningsprocessen for unge med særlige behov. I år afholdes messen desuden for første gang i Kolding og Silkeborg.
"Messens store succes viser tydeligt, at der har været et behov for et forum, hvor de unge, deres forældre og vejledere kan mødes med udbyderne. Og ikke mindst, hvor udbyderne kan mødes med hinanden og udveksle erfaringer. Vi er glade for, at vi har mulighed for at give alle parter et større overblik, og vise de unge, hvor mange muligheder, de har," siger Jacob Porse, projektleder fra Uddannelsesavisen.
"I år starter vi efter utallige opfordringer Ud i Fremtiden op i Jylland. Vi glæder os meget til at kunne give de jyske unge og deres forældre inspiration til fremtiden."
Tilbagemeldingerne fra de sidste års messer i Roskilde har været særdeles positive. Blandt andet mente 76 procent af de adspurgte lærere og vejledere, at deres elever var bedre i stand til at vælge uddannelse efter at have besøgt messen.
I 2011 blev messen besøgt af flere end 3.000 vejledningssøgende.
Overblik
Med det nationale mål om at 95 procent af alle unge skal igennem en ungdomsuddannelse er det vigtigt, at også de unge med særlige behov får mulighed for at få overblik over tilbuddene.
"Unge med særlige behov har lige så meget krav på en ungdomsuddannelse som alle andre," fastslår Jacob Porse. "Men det kan være svært at overskue de mange forskellige tilbud - og hvilke rettigheder man har. På messen har man en enestående chance for at tale med udbyderne ansigt til ansigt og få mere klar information."
Praktisk information
Gratis indgang. Åbningstider på alle messer er: 9-14 og 16-20 på førstedagen og 9-15 på andendagen.
- Kolding, Bramdrupdam Hallerne, 5. - 6. september 2012
- Silkeborg, Arena Midt, Kjellerup, 12. - 13. september 2012
- Roskilde, Kongres- og Idrætscenter, 19. - 20. september 2012
For yderligere information, kontakt:
Uddannelsesavisen
Projektleder Jacob Porse
Tlf.: 5627 6444
E-mail: jacob@ua.dk