De gode gamle dage - LEVs julekort 2012
Landsforeningen LEV ønsker alle venner og samarbejdspartnere en glædelig jul og et godt nytår!
Landsforeningen LEV fyldte 60 år i 2012. Det har været 60 år med mange positive forandringer for mennesker med udviklingshæmning.
Men i disse år oplever vi et kursskifte i den praktiske handicappolitik. Kursskiftet sker med henvisning til en stram økonomi i kommunerne.
Ét eksempel på denne foruroligende udvikling er genopfindelsen af fortidens totalinstitutioner under den positivt klingende overskrift 'helhedstilbud'. Flere kommuner fastsætter i disse år serviceniveauer, der siger, at aktivitets- og samværstilbud skal gives i borgerens eget hjem. Men også fritidstilbud og ledsagerordningen er under pres. På almindelig dansk betyder det, at en stor gruppe udviklingshæmmede ikke længere har et daglig miljøskifte. Deres hverdag bliver, ganske som illustreret på kortets forside: 8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile - hjemme i dagligstuen, som i 'de gode gamle dage'.
Det går simpelthen ikke. Vi kan sænke hastigheden i perioder, men vi må ikke sætte handicappolitikken i bakgear.
Med håbet om at mange vil støtte os i arbejdet for at få udviklingen tilbage på sporet, ønsker Landsforeningen LEV alle venner og samarbejdspartnere en glædelig jul og et godt nytår!
Glædelig jul og godt nytår!
Med venlig hilsen
Landsforeningen LEV