16.12.2012
Leder: Alvorsord i december
Dette december-nummer af LEV Bladet er i stort omfang viet til historien. Historien om Landsforeningen LEV og om det samfund, som vi er en del af med et særligt fokus på de seneste 10-20 års udvikling. Vi har bedt en række nøglepersoner med hver deres perspektiv og erfaring fortælle om deres oplevelse af "livet sammen med LEV". Det synes jeg, der er kommet nogle interessante og lærerige beretninger ud af.
LEVs historie er kædet uløseligt sammen med historien for mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende. Og samtidig er vi jo også i LEV (på godt og ondt) en del af det samfund, som vi forsøger at forandre. Vores praktiske syn på, hvordan der kan skabes bedre, værdige og mere inkluderende boliger for mennesker med udviklingshæmning er eksempelvis et andet i dag end for 20 år siden. Vi er blevet mere individuelt orienterede - og det samme er resten af samfundet.
Sådan må det nødvendigvis være. Vi skal være en del af samtiden for at kunne øve indflydelse. For i LEV er vi ikke virkelighedsfjerne fantaster. Vi har altid blikket rettet mod opnåelsen af konkrete, politiske og praktiske resultater set i forhold til den virkelighed, vi spiller op imod.
Vi fastholder vores idealer - principper og visioner. Men "det bedste" må aldrig blive "det godes" værste fjende. Det kræver blik for sammenhænge mellem det kortsigtede og det langsigtede, og her skal vi kunne håndtere den konstante afvejning mellem kortsigtede resultater på den ene side - og visionen og det langsigtede projekt.
Den filosofi og den tilgang til det handicappolitiske arbejde i LEV, og til de konkrete aktiviteter lokalt, synes jeg, på mange måder har præget os gennem de år, jeg har været aktiv i foreningen. Vi er ikke uden forståelse for de generelle samfundsmæssige udfordringer, men vi insisterer omvendt samtidig på, at udviklingen skal bevæge sige i den rigtige retning. Vi kan måske blive tvunget til at sætte tempoet ned i perioder, men det handicappolitiske fartøj skal holde kursen.
Det er grunden til, at vi de seneste år har fokuseret så voldsomt på en række bekymrende kendetegn ved den måde, nogle kommuner forvalter deres altafgørende rolle i den konkrete handicappolitik. Min bekymring handler ikke om modstand mod forandringer. Det er helt fint at udvikle nye metoder og at organisere indsatsen på anderledes måder - faktisk er det noget af det, der virkelig er brug for. Men de nye metoder og nye måder at tilrettelægge på skal understøtte en tilværelse for mennesker med udviklingshæmning med inklusion, flere valgmuligheder, mere selvbestemmelse og autonomi, mere værdighed og integritet, mere selvhjulpenhed.
Nogle af de påfund, som vi aktuelt ser flere steder, går i den stik modsatte retning. Når en kommune eksempelvis tvinger borgere med udviklingshæmning til at få micro-mad fra centralkøkkenet, så modarbejder det jo ligefrem målsætningerne om værdighed og integritet. Eller når det daglige miljøskifte for beboere i botilbud skæres bort med etableringen af de såkaldte helhedstilbud i eget hjem, så er vi hastigt på vej i den helt forkerte retning.
I denne slags spørgsmål skal vi være på vagt. Vi skal gøre vores til, at den aktuelle krise ikke bliver undskyldningen for at slagte centrale handicappolitiske værdier. Historien vil vurdere os på, om vi levede op til opgaven.
Med disse alvorsord vil jeg ønske ethvert medlem af LEV en god jul og et godt nytår!
Leder fra LEV nr. 8 2012
