21.02.2012
Leder: Hver kommune sin servicelov
Helle Thornings regering har besluttet at fremsætte et lovforslag med en såkaldt "præcisering" af, at kommunale serviceniveauer og økonomiske hensyn skal spille en større rolle i vurderingen af sager i det sociale ankesystem (dvs. i de sociale nævn og i Ankestyrelsen).
Lovforslaget, der er et resultat af den tidligere regerings økonomiaftale med KL, er unødvendigt og burde være endt i den nye regerings papirkurv. For uanset hvordan man end vender og drejer det, så er formålet med "præciseringen" at styrke de kommunale serviceniveauers betydning - og det vil med stor sikkerhed ske på bekostning af borgernes individuelle retssikkerhed.
Endnu flere kommuner vil bilde sig selv ind, at de kan vedtage og træffe afgørelser efter deres egen lokale servicelov. En tendens, vi allerede kan spore flere steder. Mens de nuværende regeringspartier var i opposition, var de indædte modstandere af planerne om denne "præcisering". De bakkede op om handicaporganisationernes markante modstand mod angrebet på ankesystemet - en modstand vi eksempelvis viste med det store protestmøde "Stop Hetzen" i Nyborg den 1. juni sidste år.
"Præciseringen" er ikke løsningen på kommunernes økonomiske problemer. Der er tale om symbollovgivning, der afleder opmærksomheden fra de reelle problemer på området. Og nogle gange kan jeg ikke frigøre mig fra den tanke, at dette også var KL's formål med at få "præciseringen" med i økonomiaftalen i sin tid.
Men selvom vi i Landsforeningen LEV er opsatte på at forsvare det eksisterende ankesystem, så betyder det jo ikke, at systemet er perfekt i dag. Langt fra desværre - og måske især ikke for mennesker med udviklingshæmning. I dette nummer af LEV Bladet fortæller vi blandt andet om, hvordan stribevis af borgere i botilbud for tiden får frataget eller reduceret deres ledsageordning med den begrundelse, at de bor i botilbud. Kommunernes argument er, at beboerne får den nødvendige individuelle ledsagelse fra det faste personale i botilbuddene. Problemet er bare, at det får beboerne meget sjældent.
Men alligevel ankes fratagelser af ledsageordninger i alt for få tilfælde, og det er der i hvert fald to grunde til:
-
For det første er mange af de borgere, som fratages ledsageordningen, i en meget sårbar retssikkerhedssituation. Mange har ingen pårørende, som kan hjælpe, og flere steder trues personalet i deres botilbud med fyring, hvis de hjælper borgeren med at klage.
-
For det andet er det svært for borgeren at imødegå kommunens påstand om, at den nødvendige ledsagelse sker som led i botilbuddet - uanset hvor langt det så end er fra virkeligheden. Kommunen er nemlig ikke forpligtet til at dokumentere omfanget af individuel, selvvalgt ledsagelse som led i botilbuddet.
Den udvikling er ikke holdbar for et retssamfund. Muligheden for ledsagelse uden for botilbuddet er vital for tusindvis af mennesker med udviklingshæmning, og den manglende beskyttelse af deres retssikkerhed er problematisk. Det håber jeg, at socialministeren er enig i - og at hun vil rette op på. Det må i hvert fald ikke blive et anliggende, som blot overlades til kommunernes serviceniveauer. "Præcisering" eller ej.
Leder fra LEV Bladet 1, 2012
