En verden uden valg og oplevelser
Selv at ville bestemme, hvor man vil bo, burde være en menneskeret - for de flestes vedkommende selvfølgelig med visse begrænsninger af økonomisk karakter. "Frit valg" har i de senere år nærmest været et mantra for, hvad man som borger har ret til i forhold til det offentlige. Men det frie valg gælder langt fra altid, når vi taler om mennesker med udviklingshæmning og deres muligheder for at få indflydelse på, hvor de vil bo, eller hvad de vil lave i deres fritid - og hvornår de vil lave det.
Det fremgår af en ny undersøgelse fra Socialpædagogernes Landsforbund (SL), hvor 1565 socialpædagoger fordelt på 876 institutioner har besvaret spørgsmål om "voksenhandicappedes" hverdag.
49 procent af de adspurgte svarer således, at kun få eller ingen af borgerne i deres botilbud selv har besluttet, hvor de vil bo. I 43 procent af disse tilfælde skyldes det, at borgeren simpelthen ikke har fået noget at vælge imellem. Hertil siger LEVs landsformand, Sytter Kristensen:
"Hvis man kombinerer resultaterne fra SL's undersøgelse med, hvad vi i det seneste år har set fra en del kommuners side med, at man nærmest er på vej tilbage til tiden med centralkøkkenerne, så er det en helt uholdbar udvikling. Reelt er der tale om en genindførelse af institutionerne kombineret med en behandling af udviklingshæmmede som passive, uselvstændige og umælende."
Ledsagelse undermineres
SL's undersøgelse viser, at passiviseringen af mennesker med udviklingshæmning desværre er en generel tendens. 32 procent af de adspurgte pædagoger svarer i undersøgelsen, at borgere med handicap i ringe grad eller slet ikke har mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter, hvis de har brug for ledsagelse. Og det selv om det af loven klart fremgår, at borgerne har krav på 15 timers ledsagelse om måneden.
"Hvis man ikke kan få den nødvendige ledsagelse gennem ledsagerordningen, så har borgeren krav på ledsagelse af personalet i botilbuddet. Men ingen holder øje med det, og der er ingen krav om dokumentation. Det er et kæmpeproblem for mange."
SL's undersøgelse åbenbarer imidlertid også en helt særskilt problemstilling, nemlig at mange af de adspurgte socialpædagoger og ledere i SL's undersøgelse flere steder direkte peger på, at borgernes handicap er den direkte årsag til den mangelfulde selv- og medbestemmelse.
"Der er en tendens til udviklingspessimisme i forhold til denne gruppe borgere, selvom pædagogerne også nævner organisering og manglende ressourcer som årsager. Det viser for mig, at SL og socialpædagogerne også har et arbejde foran sig med at forstå de mennesker og deres udviklingsmuligheder, som de egentlig er uddannede til at arbejde for," siger Sytter Kristensen.
