Rapport blåstempler Filadelfia
Epilepsihospitalets Filadelfias eksistensberettigelse som specialhospital er indiskutabel, og der er forsat behov for, at hospitalet tager sig af de patienter, som de fem regioner ikke har et tilstrækkeligt behandlingstilbud til. Det fremgår af to nye rapporter fra Sundhedsstyrelsen.
Rapporterne (se nedenfor) siger, at de enkelte regioner bør lave skriftlige retningslinjer for, hvornår en patient skal henvises til Filadelfia. Og så er der også anbefaling af en klar takststruktur, så de fem regioner, der betaler Filadelfia for dets ydelser, kan gennemskue, hvad et behandlingsforløb koster.
I efteråret 2011 blev der skabt usikkerhed om fremtiden for hospitalets specialiserede behandlingstilbud, da det blev meldt ud, at hospitalet ville lukke to afdelinger og fyre 100 medarbejdere, En af de afdelinger, der stod til at blive lukket, var "Havehuset", en afdeling der er specialiseret i behandling af psykisk og fysisk udviklingshæmmede med epilepsi. Efter pres fra blandt andet LEV kom der en ekstra bevilling på finansloven, som fik lukningerne sat i midlertidig bero. Samtidig blev der nedsat to arbejdsgrupper, der skulle se på hospitalets fremtidige arbejdsopgaver. Det er deres rapporter, som nu er blevet præsenteret.
Rapporterne er blevet modtaget meget positivt at Epilepsiforeningen og Filadelfia, men endnu har Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse ikke reageret på dem.
Efter offentliggørelsen af de to rapporter har Region Syddanmark lavet en tillægsaftale til den driftsaftale, de har med Filadelfia på 65 millioner kr. Atalen sikrer, at regionens hårdest ramte epilepsipatienter fortsat kan få behandling af eksperterne på Epilepsihospitalet i Dianalund. Tillægsaftalen betyder, at Region Syddanmark afsætter 35 millioner kroner til behandlinger på Filadelfia i år og 30 millioner kroner til næste år.