19.11.2012
Fra besøg af velmenende minister til den sørgelige kommunale virkelighed
Socialministeren har altid haft en særlig betydning og status i forhold til mennesker med udviklingshæmning - og dermed i forhold til Landsforeningen LEV. Det hænger naturligvis sammen med, at de fleste mennesker med udviklingshæmning er afhængige af hjælp og støtte efter Serviceloven. Det er socialministerens område, og derfor er det selvfølgelig helt afgørende, at den til enhver tid siddende socialminister har et godt kendskab til mennesker med udviklingshæmning og til de vilkår, de har i dagens Danmark. Den viden kan ministeren selvfølgelig hente flere steder - men et møde med virkeligheden og med nogle af de mennesker, vi taler om, tror jeg er helt nødvendigt.
Mandag den 5. november havde vi besøg af social- og integrationsminister Karen Hækkerup her i Landsforeningen LEV. Fra morgenstunden mødtes vi i sekretariatet på Kløverprisvej til et møde - og derefter tog vi sammen på besøg hos beboerne i et botilbud for voksne med udviklingshæmning med et stort og ofte også specialiseret støttebehov.
Det var en rigtig god formiddag i selskab med ministeren - især mødet med beboerne i botilbuddet, tror jeg, gav os begge både dybde og perspektiv på nogle af de mere generelle socialpolitiske emner, som vi havde talt om ved mødet fra morgenstunden. Flere af de beboere, vi mødte, har meget indgribende funktionsnedsættelser - både kognitivt og i forhold til kommunikationen med deres omgivelser. Det betyder, at de eksempelvis ikke har noget verbalt sprog, og at de har behov for konstant, professionel og kyndig støtte for at kunne kommunikere - eksempelvis om egne helt konkrete ønsker og præferencer i hverdagen. Jeg tror, at både ministeren og jeg meget klart erkendte, at en sådan indsats kræver velkvalificerede og motiverede medarbejdere med en høj etik - og den kræver dygtig og nærværende ledelse. Det synes jeg også, var det som mødte os blandt medarbejderne på botilbuddet - også selvom de fysiske rammer for beboernes tilværelse langt fra er optimale. Eksempelvis beskedne værelser, en del gangarealer og fælles bad på gangen for nogle af beboerne.
Men selvfølgelig er det ikke gratis for samfundet at yde en ordentlig indsats for mennesker med så betydelige vanskeligheder. Det kræver som nævnt fagligt dygtige og etisk velfunderede medarbejdere, men det kræver i en del tilfælde også mange medarbejdere. Hvis vi ønsker et velfærdssamfund, der også giver de mest sårbare af vores medborgere mulighed for en værdig tilværelse med udviklingsmuligheder og interaktion, så kræver det prioritering af den nødvendige økonomi. Den erkendelse er vigtig. Og den deles af landets socialminister, ved jeg - og jeg er faktisk heller ikke i tvivl om, at erkendelsen deles af et stort flertal af danskerne.
Derfor er det også beskæmmende, at vi andre steder i landet kan støde på voldsomme og fuldkommen uværdige beskæringer af hjælpen til den gruppe borgere, som ministeren og jeg besøgte. Den seneste opfindelse fra de kommunale budgetkontorer, som jeg i fortrolighed har fået kendskab til fra et internt kommunalt notat, er såkaldte "liggedage" for beboere i botilbud. Liggedage beskriver lige præcis det, man frygter, nemlig en standard i botilbud for mennesker med stort hjælpebehov, der betyder, at nogle af beboerne ikke hjælpes op af deres seng en eller to dage om ugen. Helt den samme liggedags-standard kan jeg personligt huske, man havde på de store centralinstitutioner …. for 40 år siden vel at mærke. Og nu er der altså en kommune som overvejer at genindføre princippet.
Jeg synes, det er et velfærdssamfund på vej i moralsk armod, hvor der tumles med den slags forslag i de kommunale forvaltninger. Danmark er et af verdens absolut mest velstående lande. Kan det virkelig passe, at vi skal fortsætte ad denne her vej? - så tør jeg næsten ikke tænke på, hvor vi ender! Tør du?
Leder fra LEV nr. 7 2012
