18.11.2012

Kommunalt omsorgssvigt og tvangsadoption

Debatindlæg af LEVs Landsformand Sytter Kristensen, bragt i Kristeligt Dagblad fredag den 16.11.2012

For nogen tid siden blev jeg kontaktet af Dorthe. Hun er mor til Mia, som er fem år. Mia har siden fødslen været anbragt frivilligt i familiepleje, og Dorthe har bevaret kontakten til sin datter via samvær. Beslutningen om familiepleje traf Dorthe i øvrigt selv kort efter fødslen i erkendelse af, at hun ikke på egen hånd kunne tage hånd om Mia.

Dorthe har et udviklingshandicap som følge af en alvorlig sygdom som helt lille barn. Hun kan mange ting selv, men hendes handicap betyder, at hvis ikke hun får den fornødne pædagogiske og socialfaglige bistand, skrider hendes tilværelse nogle gange: Hendes lejlighed sander til, hendes privatøkonomi kommer ud af kontrol, og hun får problemer med de sociale relationer til venner og familie.

I de år, hvor Mia har været i familiepleje, har Dorthe haft samvær med sin datter efter retningslinjer fastsat af kommunen. Samværene har i perioder fungeret godt, men i andre perioder har det ikke fungeret tilfredsstillende, for eksempel fordi Dorthe ikke har haft styr på sin lejlighed, har meldt afbud og udsat samværet og så videre.

Men trods opfordringer fra pårørende - og klare indikationer for, at samværet langtfra altid fungerede, som det skulle - har Dorthe fået lov at sejle sin egen sø. Kommunen har aldrig ydet en indsats, der kunne støtte Dorthe i udviklingen af hendes forældrekompetencer, herunder hendes kompetencer til at have et godt samvær med Mia.

Hun har til gengæld fået masser af trusler fra kommunens ansatte - men aldrig en målrettet socialpædagogisk indsats, der kunne afhjælpe hendes vanskeligheder med forældrerollen. Vanskeligheder, som helt entydigt kan henføres til Dorthes udviklingshandicap.

Tværtimod har kommunen i 2011 valgt at igangsætte en tvangsadoptionssag, der vil betyde, at Dorthe helt mister kontakten til sin datter. Alt samvær vil ophøre, og Mia vil ikke længere være anbragt i familiepleje - hun vil få nye forældre. Nye forældre, som kommunen aktivt opfordrede til at søge adoption af plejebarnet. Tvangsadoptionssagen kører aktuelt i det juridiske system.

Navnene i denne fortælling er opdigtede, ligesom jeg har undladt at nævne navnet på den involverede kommune. Men det er - desværre - også det eneste opdigtede i denne fortælling.

Der findes således en mor og hendes datter, der har været udsat for dette beskæmmende omsorgssvigt fra deres kommune. Og ja, der findes også en kommune, der forsøger at dække over sit årelange svigt af en mor med handicap og hendes datter ved nu at forsøge en tvangsadoption.

For nylig var reglerne om tvangsadoption til debat. Udgangspunktet var Ankestyrelsens opgørelse af, at der alene i første halvdel af 2012 var sket syv tvangsadoptioner - en ganske markant stigning i forhold til årene siden reglernes skærpelse i 2009. Hovedstrømningen i denne debat var en glæde over udviklingen og et ønske om, at den blev forstærket yderligere. Kommunerne skal tvangsadoptere flere børn, må vi forstå.

Ingen kan være uenig i, at barnets tarv altid må komme i første række. Og måske er tvangsadoption nogle gange den eneste rigtige løsning. Det tror jeg personligt godt kan være tilfældet. Men når baggrunden for tvangsadoption er kommunalt omsorgssvigt af en handicappet mor og hendes datter, så er der grund til at råbe vagt i gevær.

Det er uden for enhver tvivl i strid med de værdier og principper, som Danmark - og det vil sige inklusive landets kommuner - har forpligtet sig på med tiltrædelsen af FN's Handicapkonvention. I konventionens artikel 23 fremgår det således krystalklart: "Deltagerstaterne skal yde passende bistand til personer med handicap ved disses udførelse af deres pligter som opdragere af børn."

Og videre i samme artikel præciseres det: "Et barn må under ingen omstændigheder adskilles fra sine forældre på grund af, at enten barnet eller den ene eller begge forældre har et handicap."

Så kan det vist ikke siges mere klart. Staten Danmark - og det vil i dette tilfælde sige kommunerne - har en forpligtelse til at hjælpe og støtte forældre med handicap - ikke mindst fordi de derved også støtter et barn. Det er ingen støtte at blive tvangsadopteret - det er en akut nødløsning, og det er uetisk, hvis vi ender med denne "løsning", fordi en kommune svigter sine klokkeklare forpligtelser.

Men det handler ikke blot om etik, menneskerettigheder og konventioner. Det handler også om ganske almindelig sund fornuft. Internationalt findes der således ganske omfattende forskningsbaseret viden, der fortæller os, at det faktisk er muligt for langt de fleste forældre med udviklingshandicap at udvikle deres forældrekompetencer og blive gode forældre.

Den viden og de trænings- og støttemetoder, som anvendes i eksempelvis Canada og Australien, burde fremmes langt mere i en dansk sammenhæng. Vi kan ikke slå ind på en vej, hvor børn af forældre med handicap tvangsadopteres, blot fordi der ikke ydes den nødvendige indsats til at bibeholde og kvalificere kontakten mellem børn og deres biologiske forældre.