er det lettere at vinde i lotto end at få bevilget fortidspension.jpg 31.10.2012

Er det lettere at vinde i lotto end at få bevilget førtidspension?

Hvis du har et handicap, som betyder, at du ikke kan forsørge dig selv via et job, så har du ret til en førtidspension … også selvom du er under 40 år.

I Landsforeningen LEV hører vi ofte om unge, der støder på vanskeligheder - eller ligefrem urimeligheder - når de søger førtidspension.
Det kan handle om:

  • Unge, der bliver parkeret på kontanthjælp, selv om de skulle have førtidspension.
  • Kommuner, der betragter den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU) som et såkaldt 'afklaringsforløb' - og derfor ikke tager stilling til ansøgninger om førtidspension før efter STU'en.
  • Kommuner, der automatisk giver afslag på en anmodning om førtidspension, hvis ansøgeren er i gang med en ungdomsuddannelse.
  • Kommuner, der trækker pensionssager i langdrag - blandt andet ved hele tiden at bede om nye oplysninger.

Måske kender du nogle af de unge, der oplever, at de er kommet i klemme i forbindelse med en ansøgning om førtidspension.

Kontakt LEV
I Landsforeningen LEV vil vi gerne hjælpe disse unge - og deres forældre - med at komme ud af klemmen.
Vi går kun ind i sager, der vedrører LEVs målgruppe - så der skal altså være tale om en pensionsansøger med udviklingshæmning.
Du kan kontakte os via denne hjemmeside: http://projektklap.dk/snydt.

Det gør vi
Hvis vi vurderer, at henvendelsen er saglig og velbegrundet, går vi videre med sagen, når vi har alle de nødvendige informationer/bilag. Vi sender dig derpå en skriftlig orientering, om hvordan vi håndterer den pågældende sag.
Samtidig samler vi op på henvendelserne, så vi kan få et overblik over, om der tegner sig et særligt uheldigt mønster i myndighedernes behandling af udviklingshæmmede, der søger førtidspension. Hvis vi synes, der tegner sig et mønster, tager vi kontakt til de pågældende myndigheder. Ved enhver henvendelse til en offentlig myndighed vil din henvendelse til LEV være anonymiseret. Vi bruger ikke den konkrete sag, men antallet af sager i en enkelt kommune til at påpege generelle problemer med sagsbehandlingen.

Læs mere