Uden kommunikation er man intet
Isolation. Og dyb afhængighed af nære omgivelser. Det er vilkårene for den gruppe mennesker, som ikke selv - eller i hvert fald kun meget sparsomt - kan kommunikere. Mange får ingen eller alt for dårlig hjælp til at udvikle andre og alternative kommunikationsformer. Ny rapport sætter fokus på årsagerne til problemerne - og har også forslag til, hvordan vi kommer videre.
Den nødvendige og tidlige indsats til mennesker med kommunikative funktionsnedsættelser er meget sporadisk. Der mangler viden om mulighederne for at udvikle andre alternative kommunikationsmåder, og der mangler uddannelse af personale på kommunikationsområdet.
Det betyder, at nogle få får en rigtig fin hjælp. Deres kommunikationsproblemer bliver set, og der handles på dem. Når personen skifter skole eller bosted, overleveres den viden man har om personen, og det nye sted viderefører indsatsen. Men det er desværre et særsyn, at forløbet er så gnidningsfrit. Reglen er snarere, at der gives ingen eller i bedste fald en utilstrækkelig hjælp til personer med omfattende kommunikationshandicap. Og at der er en ekstrem dårlig overlevering fra et tilbud til et andet. Dette har fatale og uoverskuelige konsekvenser for den enkelte. Og for samfundet kan det blive rigtig dyrt, fordi der handles ineffektivt og måske også på en forkert måde.
Det fik i 2011 en stribe fagpersoner til at opsøge Socialministeriet for at gøre opmærksom på problemet. Efterfølgende nedsatte ministeren en tværfaglig arbejdsgruppe med en del af de aktive initiativtagere i - blandt andre lederen af LEVs børneterapeuter Alice Hasselgren. Arbejdsgruppen skulle analysere problemerne og komme med forslag til forbedringer, og deres rapport er nu offentliggjort.
Rapporten, der har fået titlen Mennesker med komplekse kommunikationsbehov - en analyse af tilbud og barrierer for indsatsen på området peger på følgende problemområder:
- Børn, unge og voksne med komplekse kommunikationsvanskeligheder bliver ikke altid opdaget, og får derfor ikke altid tilbud om den støtte, der kunne forbedre deres kommunikationsmuligheder.
- På alle niveauer mangler der viden på området, og siden strukturreformen ses en tendens til at specialviden fragmenteres.
- Der mangler koordinering og kontinuitet på tværs af faggrupper og sektorer samt ved miljøskift, såvel de daglige miljøskift mellem bolig og dagbeskæftigelse, som de større miljøskift i en borgers liv fx skift af botilbud eller dagbeskæftigelse.
- Lovgivningsmæssigt er der kun få bestemmelser, der sikrer ret til en alternativ og supplerende kommunikationsform. Der findes meget begrænset klage-adgang i forhold til støtten til at opbygge en alternativ og supplerende kommunikationsform.