Handicaporganisationernes Hus vinder pris
Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup, hvor LEV også har til huse, er blevet kåret som Årets Byggeri 2013 i kategorien Erhverv.
Dommerkomiteens begrundelse for at give HH-huset, som er blevet kaldt verdens mest tilgængelige kontorhus, lyder:
"Huset sætter en standard - punktum. De organisationer, som eksisterer for at fremme bedre vilkår og forståelse for de individer, hvis liv udfordres af en handicap, har vist en gang for alle, at man kan bygge, så alle kan være med. Der kræves kun dygtighed og forståelse. Tillykke. Budskabet er klart; lad os ikke lukke ører eller øjne til dette faktum."
Danske Handicaporganisationers formand Stig Langvad og næstformand Thorkild Olesen modtog prisen ved et arrangement i huset, hvor bl.a. Høje Taastrups borgmester Michael Ziegler deltog.
"Det er en med stor tak, at vi modtager denne pris. Handicaporganisationernes Hus er en milepæl, og med huset har vi vist at det er muligt at bygge tilgængeligt uden at det er fordyrende, når blot man tænker det ind fra starten. Denne pris er særlig vigtig for os, fordi den er med til at udbrede budskabet i byggebranchen", siger Stig Langvad.
Handicaporganisationernes Hus er projekteret af NIRAS for totalentreprenøren NCC.