julekortforside2013.jpg 06.12.2013

Pakkeløsning - LEVs julekort 2013

Landsforeningen LEV ønsker alle venner og samarbejdspartnere en glædelig jul og et godt nytår!

Pakkeløsningerne er tilbage. Og desværre ikke kun her ved juletid.

Efter årtiers udvikling i retning af mere inkluderende boliger i mindre bofællesskaber til mennesker med udviklingshæmning, bygges der nu igen boliger baseret på fortidens principper: 60 eller helt op til 90 mennesker under samme tag eller i en isoleret handicapghetto - parallelsamfund med integreret dagtilbud, centralkøkken osv. De klassiske institutionstræk er tydelige. Pakkeløsningerne med "alt-i-et" er tilbage.

Konsekvensen er, at det enkelte menneske forsvinder, og det, som skulle være et hjem, bliver lige så stille til en arbejdsplads… hvor nogen bor og lever. En hel voksentilværelse vel at mærke.

Den udvikling er absurd. Den er i lodret strid med FN's handicapkonvention, og den undergraver den aktuelle socialpolitiske og handicappolitiske trend med inklusion, rehabilitering og udvikling af den enkeltes kompetencer.

I 2013 satte Landsforeningen LEV 'institutionernes genkomst' til debat. Det fokus vil vi fastholde i 2014, og vi håber i den forbindelse på din støtte og opbakning.

Institutionen er fortidens løsning - ikke fremtidens.

Glædelig jul og godt nytår!

Med venlig hilsen
Landsforeningen LEV