19.02.2013

Nyt lovforslag vil give bedre socialtilsyn

Fem regionale centre frem for spredning af tilsynsopgaven på alle 98 kommuner. Mere præcise krav til hvor tit der skal føres tilsyn - og hvordan det skal gøres. Mere uvildighed i tilsynets organisering og national understøttelse af kvaliteten i tilsynet. Det er hovedelementerne i et lovforslag, som netop har været i høring fra Social- og Integrationsministeriet. LEV er i sit høringssvar positive over for forslaget, men har også forslag til forbedringer.

"…den nye organisering og de nye indholdsmæssige rammer har potentialet til at styrke såvel den kontrolorienterede som den udviklingsorienterede indsats i forhold til de tilbud, som samfundet yder til nogle af sine mest sårbare og udsatte borgere."

Sådan vurderer LEV den meget grundlæggende reform af det driftsorienterede tilsyn, som lovforslaget om socialtilsyn lægger op til. Der er rigtig mange gode elementer i lovforslaget, og hvis de rette organisatoriske og ressourcemæssige forhold er på plads, vil det nye socialtilsyn betyde en forbedring af kvaliteten i tilsynet - og dermed også i de forskellige tilbud - for eksempel botilbud for mennesker med udviklingshæmning.

LEV har også en række forslag til forbedring af lovforslaget. Det drejer sig blandt andet om mere præcisering af driftskommunens fortsatte ansvar for udvikling af tilbuddene og om metoder i forbindelse med inddragelse (høring) af borgere med meget omfattende handicap i forbindelse med gennemførelsen af tilsynet.

Reaktion på de mange skandaler
Tilbage i august 2011 rullede skandalen om Skarridsøhjemmet i Holbæk Kommune. Ekstra-Bladet havde gennem en række artikler beskrevet, hvordan nogle af samfundets mest udsatte borgere blev svigtet af personale og ledelse på bostedet - og af de ansvarlige kommunale myndigheder. Kommunens tilsynsrapporter om Skarridsøhjemmet, som forelå forud for Ekstra-Bladets undercover undersøgelse, havde imidlertid ikke konstateret noget nævneværdigt at kritisere.

På baggrund af artiklerne - og med henvisning til de mange andre lignende sager i forhold til bosteder for udviklingshæmmede - forlangte LEVs formand, Sytter Kristensen, at socialministeren (dengang Benedikte Kiær) tog problemet alvorligt. Der er et påtrængende behov for at styrke tilsynet med bosteder og lignende - og staten skal engagere sig stærkere i opgaven, argumenterede landsformanden. En række sager på børne- og ungeområdet de senere år har også vist alvorlige problemer med tilsynet - og også fra den kant kom der krav om et bedre tilsyn.

Socialministeren har lyttet
Kravet om bedre tilsyn er nu blevet imødekommet, og det er LEVs landsformand meget tilfreds med:

- Jeg synes, social- og integrationsministeren fortjener stor ros for at have sat denne tilsynsreform i søen. Selvom der har været meget fokus på sagerne på børne- og ungeområdet, så har man også taget voksenområdet med. Her synes jeg, ministeren har været meget lyttende. Lovforslaget ser jo ud til at få støtte fra samtlige partier i Folketinget. Det er jeg også meget glad for!

- Selvfølgelig løser et bedre tilsyn ikke alle de problemer, vi har med nogle - men ikke alle - tilbud rundt om i landet. Men det er et vigtigt skridt på vejen. Kvalitet i indsatsen kommer i fokus. Jeg er overbevist om, at de nye socialtilsyn vil være til gavn for mennesker med udviklingshæmning, siger Sytter Kristensen.

Loven skal behandles i Folketinget i løbet af de kommende måneder. Planen er, at loven skal træde i kraft allerede den 1. november.