Foto: Hans Juhl 08.07.2013

Det ligner jo et plejehjem

"Byggeriet er i gule sten og i et plan og fremstår med et markant hovedindgangsparti og lange facadestykker. Det er umiddelbart vanskeligt at finde tegn på, at bygningen huser 60 individuelle boliger - indtrykket er snarere, at vi står over for et nybygget hovedsæde for en virksomhed med fremgang og vækst."

Sådan beskrives "Katrinehaven" i starten af artiklen "Det ligner jo et plejehjem", som man kan læse i LEV Bladet nr. 4, der netop er udkommet.

Katrinehaven
LEV har i årevis været meget kritisk over for store "institutionslignende" boligbyggerier til mennesker med udviklingshæmning. Katrinehave-byggeriet har også mødet en del kritik i de lokale medier - ikke mindst fra lokale LEV-folk. LEV Bladet tog en tur til Midtjylland for at få syn for sagn: Hvad er det for nogle rammer, man i en kommune som Viborg mener er rimelige for mennesker med udviklingshæmning?

Forældrene til Stig Balsby Andersen, en af beboerne i Katrinehaven, siger således om nogle af de problemer med byggeriet, som LEV Bladet også konstaterede ved besøget:

Ole Balsby Andersen om centralkøkkenordningen:
- Beboerne har ikke mulighed for selv at lave deres mad - eller for at være med til at tilberede den fælles mad…. Nu kommer maden bare på sådan en hospitalsvogn. De betaler nu for fremstillingen - altså lønnen til økonomaen."

Hans hustru Hanne Balsby Andersen om Stigs nye badeværelse:
- Badeværelset er i det hele taget mystisk indrettet. Det med, at der skal være sæbe, creme og spritdispenser på alle badeværelser - også hos dem der ikke kræver pleje på badeværelset. Det forstår jeg altså ikke. Det ligner jo et plejehjem."

Om Katrinehaven som en arbejdsplads eller et botilbud siger Ole Balsby Andersen:
- Nu har personalet fundet på, at beboerne skal "holde pause" i deres lejligheder, så pædagogerne kan spise i fællesrummet i fred. De (beboerne) får udleveret en slags ur, hvor de kan se, hvornår de igen må bruge deres eget fællesrum, og hvornår personalet igen må forstyrres.

Lange gange
De 60 boliger har ikke egen ingang. I stedet går man ind ad en af de to hovedindgange og kan derfra ad lange gange finde frem til den enkeltes bolig. I artiklen beskrives det således: "Fra den buede glasgang finder vi sammen med Stigs forældre frem til den "finger", hvor Stig har sin lejlighed. Han har sin lejlighed på venstre side for enden af den cirka 40 meter lange, linoleumsbelagte gang. På vores vej ned ad gangen passerer vi dørene til de øvrige lejligheder. Flere af lejlighedernes døre står vidt åbne, og der er frit kig ind i dagligstuerne, selvom der tilsyneladende ikke er nogen hjemme."

Er det godt nok?
I en kommentar i bladet siger LEVs landsformand, Sytter Kristensen:
- Efter at have læst artiklerne om Katrinehaven her i bladet, sidder jeg tilbage med knugende erkendelse af, hvor skrøbelig nogle af de grundlæggende værdier i handicappolitikken åbenbart er. En erkendelse af, at kombinationen af en voldsom krisebevidsthed og en forfejlet kommunalreform i løbet af få år har bøjet pilen i det handicappolitiske kompas. Mere skulle der åbenbart ikke til i et af verdens rigeste samfund.

- Da Serviceloven ophævede institutionsbegrebet på voksenområdet i 1998, vidste vi jo godt, at det ikke var noget, som ville blive omsat i praksis fra den ene dag til den anden. I LEV er vi realister, og vi har lært, at forandringer tager tid. Ofte lang tid. Samme realisme kendetegnede vores perspektiv, da Danmark ratificerede FN's Handicapkonvention i 2009. Ophævelsen af institutionsbegrebet var ikke bare en teknikalitet. Tværtimod. Det var et vigtigt element i udpegningen af den handicappolitiske retning, som Danmark skulle forfølge fremover: Mennesker med handicap - ikke mindst mennesker med udviklingshæmning - skulle have krav på et hjem ganske som alle andre, ikke en institution, der for dem selv og andre først og fremmest fremstod som en arbejdsplads, hvor nogen samtidigt bor.

Ministre må handle
Videre siger Sytter Kristensen:
- Det er dilemmafyldt for mig at kritisere Katrinehaven, som nu er blevet hjemmet for 60 mennesker i Viborg - for selvfølgelig vil de kunne få en god tilværelse, på trods af byggeriet. Men vi må stoppe de klare tendenser til at vende tilbage til fortidens institutionsløsninger.

- Jeg håber kommunerne vil lytte, men jeg tvivler desværre. Og derfor har jeg også ved flere lejligheder bedt både socialministeren og by- og boligministeren gribe ind. Jeg går ud fra, at hverken den nuværende socialminister eller by og boligministeren ønsker et eftermæle som dem, der - på trods af viden om de nye institutionsagtige løsninger - ikke handlede i tide.

LEV har sendt LEV Bladet med artiklerne om Katrinehaven til de to ministre med opfordringer til, at de sætter sig grundigt ind i, hvad der rent faktisk i øjeblikket sker på boligområdet for mennesker med udviklingshæmning - og at tager handling, inden byggeriet af de nye "omsorgsfabrikker" griber endnu mere om sig.

Fra LEV Bladet 4, 2013