28.06.2013

This is Your Captain speaking

Af lærer og koreograf Pernille Whitta og lærer og forfatter Laust Torp Jensen

This is your captain speaking. Flyet lander om få minutter i John F. Kennedy lufthavnen i New York. Vejret er letskyet med sol og en temperatur på 26 grader. Mere end 400 passagerer i flyet lytter i spændt forventning og ser frem til de oplevelser, der venter dem i USA.

Eller hvis sandheden skal frem, og det skal den jo, så er det kun den svage motorstøj i baggrunden, den let forvrængede stemme og ordene, der bliver sagt, som næsten får os til at tro, at vi hænger i en jumbojet over New York. Det gør vi ikke!

Vi befinder os i Messecenter Aars i Himmerland en fredag aften i april 2013, i messehal nr. 2, og "luftkaptajnen" med højtalernes let forvrængede stemme er Vestermarkskolens leder Anders Skinnerup. "Passagererne" er forældre, bedsteforældre, søskende, aflastningsfamilier o.a. med tilknytning til Vestermarkskolens 61 elever, som denne aften optræder på Messecenterets store scene i forestillingen "Jorden rundt på 60 minutter".

Det er ikke første gang, at elever og ansatte på Vestermarkskolen afleverer et show af denne kaliber.

Den første begyndelse blev gjort for mere end 10 år siden, og mange erfaringer er gjort siden da. I de senere år har forestillingen, som oftest varer 1 time, fundet sin form: 10-12 scener uafhængige af hinanden, men bundet sammen af et fælles tema: "De fire årstider", "Jord, ild, luft og vand" eller som i år "Jorden rundt på 60 minutter".

"Born in the USA"

Over lydanlægget brager de karakteristisk indledende trommer til Bruce Springsteens "Born in the USA" ud over publikum. Scenebilledet er New Yorks skyline. Johan på 15 år med et godt greb om guitaren springer ind på scenen foran de mange mennesker med tjek på attituderne i samme øjeblik Springsteen med sin raspende stemme begynder "Born down in a dead mans town….".

Vestermarkskolen er en specialskole for børn med generelle indlæringsvanskeligheder. Ikke mindst set i det lys er skolens årlige show i Messecenteret noget helt unikt. Ikke kun alle børn kommer så vidt muligt på scenen, og det uanset handicap, kørestol og andre "forhindringer", men også alle lærere, pædagoger og medhjælpere.

I årets forestilling lander flyet i 10 forskellige lande. I Danmark med Dannebrog og "Kong Christian" efterfulgt af en flok glade hooligans løbende med flagrende flag og i et "outfit", der ikke står tilbage for nogen efterfulgt af Tivoligarden, der trækker op til "Frederik d. 9.´s honnørmarch", fem gardister udstyret hver med en tromme og klædt på, som det passer sig for en gardist: sorte jakker med hvide korsbånd og blå bukser og så selvfølgelig den obligatoriske "bjørneskindshue". En ko kommer ind på scenen, godt nok en af pap og klister og på hjul, men i fuld størrelse og med et udspændt yver. Det er tydeligt, at det er på høje tid, den ko bliver malket! Og det bliver den så af 10 årige Andreas, der som bondedreng i gummistøvler, blå overalls og kasket sætter sig på malkeskamlen, mens gårdmanden selv ser til, at det nu bliver gjort ordentligt.

Og sådan tegnes der et Danmarksbillede på fem minutter - og også H. C. Andersen og "I Danmark er jeg født" får vi med.

Det kan være svært fra salen at skelne børn fra voksne, og tydeligt er det, at de voksne går lige så meget op i deres roller som børnene.

Oplevelsen af at være sammen om noget stort, når sit højdepunkt denne aften, hvor en uges intense forberedelser skal leveres fra den store scene til de mange publikummer - for børnenes vedkommende måske med en tanke på mor og far, der sidder dernede og kigger på.

Logistikken er omfattende. 61 børn, 42 ansatte, lyd, lys, scenografi osv. Forestillingens primus motor, den kvindelige halvdel af denne artikels to skribenter, Pernille Whitta, skriver manuskriptet, når årets tema er aftalt. Op til selve emneugen sammensættes grupperne så på tværs af klasser, alder og handicaps. fem-otte elever i hver gruppe og fire-fem personaler.

I grupperne er arbejdet intenst og målrettet mandag, tirsdag og onsdag med iscenesættelse, kostymer og koreografi, så kommer torsdag med den første prøve på scenen i Messehallen og så endelig generalprøven fredag formiddag under overværelse af mere end 300 inviterede børnehavebørn inden aftenens festforestilling med efterfølgende middag og med borgmester Knud Kristensen blandt publikum.

Under forberedelserne arbejder grupperne uafhængigt af hinanden. Hver gruppe koncentrerer sig om sit land. Kun Pernille Whitta forsøger at fastholde overblikket, besøger grupperne, laver aftaler, ser og vurderer og kommer med ideer og indspark.

Doktor Dope
Har man sagt Frankrig, har man også sagt Tour de France, og Tour de France kan man vanskeligt sige uden også at tænke på doping! Seks kondicykler skal stilles op på scenen - samlet som i et udbryderfelt - og nogle af de store drenge skal så agere ryttere, én med den gule førertrøje, en anden den rødprikkede etapevinder trøje og andre i lignende farverige cykeltrøjer. Det er her, en af pædagogerne som hvidkitlet læge skal komme ind på scenen, for har nogen nogensinde vundet "turen" uden at være dopet? Med et godt greb om en overdimensioneret sprøjte med tilhørende slange skal lægen så gøre det nødvendige…. og så kan der cykles!

Ganske umoralsk, javist - men det blev rigtig sjovt! - og det endte da retfærdigvis også med til sidst,  at Doktor Dope blev lagt i håndjern.

Efter at have besøgt 10 forskellige lande på denne rejse "Jorden rundt på 60 minutter" afsluttes der i Sydkorea. Efter det sydkoreanske flag, nationalmelodi og koreanske billeder vrimler koreagruppens 10-12 børn og voksne ind på scenen og tager afventende opstilling med ryggen mod publikum i en spraglet blanding af lyserøde tylskørter, sorte leggins, gule, røde og sorte T-shirts, sorte habitter og farverige skjorter og alle med sorte parykker og solbriller.

Var nogle publikummer endnu i tvivl om, hvad der her blev lagt op til fejedes enhver tvivl til side, da det koreanske danse-hit Gangnam Style bragede ud af højtalerne. Og så blev der danset… og suffløsen gjorde hvad hun kunne med både arme og ben fra sit lille indelukke: "takten takten… yes!"

Og så endelig til allersidst myldrer de andre lande bagfra ind på den store scene, hvor nu næsten 100 børn og voksne med begejstring kaster sig ud i de medrivende rytmer. Med er også pressegruppen, som under forestillingen og i hele emneugen har sørget for snapshots og fede fotos.

Bedst som publikum, og alle børn og næsten alle personaler troede forestillingen var forbi - og med alle de medvirkende stadig stående på scenen - annoncerer "luftkaptajnen" overraskende endnu et land: Brasilien. Og før nogen har set sig om genlyder hele hallen nede bagfra af en professionel samba-gruppes inciterende rytmer og med en flot dansende samba-pige i front.

Efter at have rundet scenen danser gruppen ud igen inden lyset dæmpes i hallen. Der bliver stille - stille før den allersidste sang: "Rundt i hele verden er der grænser mellem folk". Med den blå planet i baggrunden og de mange børn og voksne på scenen med svingende "lights" synges der om drømmen om venskab og fællesskab: "åbner vi vort sind for andre brydes grænser ned, så kan verden blive fyldt med venskab og med fred."

Med disse ord og toner er forestillingen forbi!

"Det havde de aldrig troet"
Med publikums begejstring i ryggen forlader børn og voksne scenen for ude bagved at træde ud af rollerne og kostymerne, mens forældre og pårørende venter ved de lange borde, hvor der snart skal spises, snakkes og fortælles. Forældre, der første gang oplever deres barn på scenen, fortæller ofte, at de bliver dybt berørt, når de ser deres "handicappede barn" medvirke i et så fantastisk show - "det havde de aldrig troet".

Som årene er gået, er det en kendt sag også "ude i byen" at Vestermarkskolens skolefest i Messecenteret er noget ganske særligt. Af samme grund kontaktes skolen derfor også hvert år af andre institutioner, skoler og børnehaver om ikke også de kan blive inviteret med til generalprøven.

For Vestermarkskolen, for børnene og for personalet er emneugens intense arbejde med den afsluttende forestilling uvurderlig. Ugen kaster energi, engagement og et fællesskab af sig, som rækker langt ind i hverdagene på skolen, i undervisningen, i arbejdet og i forholdet mellem børn og voksne. En effekt som vist hverken kan måles eller vejes - som kun kan opleves og mærkes.