Natasja har fået sin pension
Ekstra Bladet har i denne uge bragt historien om 18-årige Natasja Bjerring Jørgensen, som Odense Kommune ikke ville bevilge førtidspension, selvom hun har så omfattende handicap, at ingen er i tvivl om, at hun aldrig kommer til at klare sig på arbejdsmarkedet.
Kommunen forlangte, at Natasja skulle i arbejdsprøvning - og i den tid skulle hun være på kontanthjælp. LEVs landsformand har kommenteret på sagen i Ekstra Bladet - og har et indlæg i dagens avis. Ekstra Bladet fik mange reaktioner på historien om Natasja, som stort set alle gik på, at det var utroligt, at Odense Kommune kunne være i tvivl om Natasjas muligheder på arbejdsmarkedet. Lige præcis de argumenter, som vi i LEV rejste, da Folketinget sidste år behandlede og senere vedtog den store fleks- og førtidspensionsreform.
LEV: Vi advarede om problemet
Sytter Kristensen, landsformand for LEV, skriver i dag skriver i et indlæg i Ekstra Bladet:"Da forslaget om fleks- og førtidspension var i høring i 2012 bad Landsforeningen LEV regeringen om at sikre, at kommunerne ikke spekulerer i at igangsætte de såkaldte ressourceforløb, når det er åbenbart formålsløst, fordi den unge har meget omfattende handicap. Men lovforslaget blev ikke ændret, og unge med udviklingshæmning er derfor ikke beskyttet mod kommunal spekulation."
Genbehandling på to dage
Efter kommunale standarder har Odense Kommune nu med lynets hast genbehandlet Natasjas sag. Nu har man fundet frem til, at Natasja alligevel skal have førtidspension og ikke den kontanthjælp og arbejdsprøvning, som kommunen først havde besluttet.
Sytter Kristensen er ikke i tvivl om, at der spekuleres gevaldigt i at lade nogle borgere hænge længst muligt i systemet til den lavest mulige ydelse. Hun synes, det er påfaldende, at kommunen pludselig kunne pensionsafklare Natasja på to dage, da pressen fik fokus på sagen. Havde det ikke været en pressesag, så kunne der nok være gået måneder eller år uden nogen afklaring.
I indlægget i Ekstra Bladet skriver Sytter Kristensen bl.a.: "Den slags spekulation må der sættes en effektiv stopper for (…). Kommunernes økonomiske gevinst ved at spekulere i at udskyde førtidspensionen i de åbenlyse sager skal ryddes af vejen. Det Folketingets ansvar at gribe ind og sætte en stopper for den kommunale spekulation"
Folketingspolitikere på banen
Sagen har da også fået flere politikere på banen. Således har Karina Adsbøl (DF) og Finn Sørensen (EL) begge krævet, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen handler i sagen: De vil høre, om ministeren mener, at det er rimeligt, det som Odense Kommune har gjort. De gør begge opmærksom på, at nogle mennesker er så dårligt fungerende, at de aldrig kommer ud på arbejdsmarkedet og derfor skal have førtidspension. Finn Sørensen siger til Ekstra Bladet, at man netop var modstander af reformen af fleks- og førtidspension, fordi man frygtede, at 'Natasjaer' rundt om i landet ville komme i klemme.
Fra regeringens side er socialminister Karen Hækkerup kommet med denne kommentar i Natasja Bjerring Jørgensens sag: "Hvis det er åbenbart for en kommunal forvaltning, at de står over for et menneske, som ikke har og aldrig vil kunne opnå færdigheder til at klare et almindeligt job på arbejdsmarkedet, så skal man ikke fastholde dem på kontanthjælp og i jobtræning, hvis den rigtige løsning er førtidspension."
Hertil siger Sytter Kristensen: - Det her er ikke enkeltstående. Senest har vi jo set, hvordan rådgivere i Københavns Kommune prøver at bilde folk ind, at man skal være døende for at blive indstillet til førtidspension. Derfor må der handles. Ministeren skal indskærpe over for landets kommuner, at der finde åbenlyse sager, hvor den unge skal tilkendes førtidspension uden alle mulige mellemregninger. Det kan ikke være rigtigt, at Ekstra Bladet skal "hjælpe til" før man får en rimelig behandling.