Kommissær for menneskerettigheder overrasket over institutionsbyggeri
Genindførelsen af fortidens totalinstitutioner og værgemålsreglernes betydning for at tage del i demokratiet. Det var to af de centrale emner, som DH, LEV og Landsforeningen af Psykiatribrugere fortalte Europarådets menneskerettighedskommissær om på et møde tirsdag i denne uge. Onsdag var LEVs landsformand på besøg i et af de nye institutionslignende tilbud sammen med kommissæren. Efterfølgende mødtes kommissæren med repræsentanter fra Regeringen.
Europarådets menneskerettighedskommissær, Nils Muizinieks, mødtes tirsdag den 19. november med Landsforeningen LEV, Landsforeningen af Psykiatribrugere og Danske Handicaporganisationer.
På mødet forhørte kommissæren sig grundigt om tendenserne til (gen-)institutionalisering af boligforholdene for mennesker med udviklingshæmning. LEV fortalte bl.a. om, at vi i løbet af de seneste 3-4 år har set flere nyopførte, institutionslignende botilbud med op til 50 - 60 mennesker under samme tag. Og at disse tilbud også har andre af de gamle institutioners kendetegn, som fx centralkøkken, integreret dagtilbud mv.
Danmark halter efter Norge og Sverige
Kommissæren var tydeligt overrasket over, at der i disse år bygges så store og nye institutioner i Danmark. Han sammenlignede med den meget anderledes udvikling i Norge og Sverige. Her har man over en årrække gået ganske anderledes til værks for reelt at sikre mindre og mere inkluderende boliger til udviklingshæmmede.
Fra organisationerne blev der generelt peget på, at Danmark har en svag implementering af lovgivning og mere overordnede handicappolitiske sigtelinjer. Den siddende - og den tidligere - regering har hidtil ikke haft viljen til at sætte mere præcise rammer for kommunerne. Mange pæne ord fra ministre og folketing, men kommunerne får lov at fortsætte i modsat retning, uden at der gribes ind fra centralt hold.
Værgemål og demokratiske rettigheder
På mødet var menneskerettighedskommissæren også meget interesseret i forholdene omkring værgemål. Det er især tabet af stemmeret for mennesker med et såkaldt § 6 værgemål og Grundlovens bestemmelser, der var i fokus.
Blandt de øvrige emner, som blev drøftet på mødet med kommissæren, var, at man i Danmark ikke har et generelt forbud mod diskrimination af mennesker med handicap, samt den omfattende anvendelse af tvang i forhold til psykiatriske patienter.
Menneskerettighedskommissæren tilkendegav, at han havde fået et godt udbytte af mødet, og at han ville tage problemstillingerne med i sine møder med regeringsrepræsentanter.
Besøg i nyt institutionsbyggeri
Onsdag deltog kommissæren sammen med LEVs landsformand, Sytter Kristensen, i et besøg i et af de store og helt nybyggede botilbud for mennesker med udviklingshæmning og autisme i København. Botilbuddet var en konkret illustration for kommissæren af den udvikling med stadig mere institutionsprægede byggerier, som han var blevet præsenteret for på mødet tirsdag.
Botilbuddet rummer 27 boliger, og er opført efter almenboliglovgivningen med lejekontrakter til hver af beboerne. Alligevel forklarede botilbuddets leder, at der var tale om et § 107 tilbud efter Serviceloven - altså et midlertidigt botilbud.
Og den konstruktion giver ikke mening, mener LEVs landsformand.
- Man kan altså ikke lave folks lejligheder i et alment boligbyggeri om til hverken et varigt eller et midlertidigt botilbud efter Serviceloven. Det krænker jo beboernes rettigheder efter lejeloven. Desværre er det ikke kun i København, vi oplever denne problematiske praksis.
På spørgsmålet om, hvordan man håndterer paragrafferne, redegjorde botilbuddets leder for, at man som personale arbejdede ud fra, at borgeren har lejekontrakt. Lederen kendte ikke til, at reglerne efter § 107 kom i anvendelse.
Ministre må gribe ind
Sytter Kristensen er glad for mødet med menneskerettighedskommissæren og for det fælles besøg i botilbuddet:
- Jeg har en klar oplevelse af, at vores budskaber blev hørt og forstået af Europarådets menneskerettighedskommissær. Og det er jeg glad for. Måske kan vi nu få de ansvarlige ministre til at lytte - og til at forstå, at de må gribe ind over for de mange kommuner, som i disse år genopfører fortidens institutioner, siger LEVs landsformand, Sytter Kristensen.
Europarådet valgte for 1½ år siden Nils Muizinieks fra Letland som menneskerettighedskommissær. Kommissæren har besøgt 14 europæiske lande, og nu var turen kommet til Danmark. Ved landebesøgene mødes han med både civilsamfundsorganisationer og med regeringsrepræsentanter.
Europarådet er en international organisation, der består af 47 europæiske lande. Europarådet står bl.a. bag Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950, der er basis for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Europarådet arbejder for, at menneskerettighederne faktisk bliver overholdt, og at der om nødvendigt sker en tilpasning af lovgivning og praksis i medlemslandene. (Kilde: Udenrigsministeriets hjemmeside, www.um.dk)