09.10.2013
Leder: Stoledans og kommunalvalg
Der skæres benhårdt i hjælpen til mennesker med udviklingshæmning i disse år. Men hvem har egentlig ansvaret? Det er der tilsyneladende ingen, som har, hvis man spørger de beslutningstagere, som vi ellers har udstyret med den politiske magt. Ansvaret kastes rundt mellem kommunalpolitikere og regeringen.
Når vi i LEV spørger: Hvorfor skal mennesker med udviklingshæmning og andre handicap betale en så uforholdsmæssig stor del af regningen for "krisen", så er svarene tågede og vage. Kommunalpolitikerne svarer måske noget i stil med, at "det er de vilkår, vi har fået fra regeringen og aftalen med KL - og vi kan ikke gøre andet end at stramme til".
Når vi så spørger regeringen (både den nuværende og den tidligere), så er svaret noget i retning af, at "regeringen bakker op om det kommunale selvstyre og kommunernes behov for at prioritere - og det er kommunernes ansvar, at prioriteringen sker på en måde, hvor gældende lovgivning, konventioner osv. efterleves."
Altså: Kommunerne siger, at det er regeringens skyld, når de er nødt til at skære så hårdt på samfundets mest sårbare medborgere. Og på den anden siden siger regeringen, at det er kommunernes skyld. De kan jo bare prioritere på en anden måde inden for det kommunale selvstyre.
Jeg kan ikke helt undslå mig den mistanke, at man i regeringen (denne og den tidligere) tilsyneladende har det helt fint med de omfattende og ofte fuldkommen uværdige forringelser af hjælpen til mennesker med udviklingshæmning - så længe man samtidigt kan påstå, at det ikke er regeringens skyld. Man vil i hvert fald ikke tage effektive skridt til at få det stoppet - trods talrige opfordringer fra LEV og andre.
I kommunerne er logikken lidt den samme: Vi gennemfører den ene mere absurde forringelse efter den anden - for vi kan jo bare give regeringen skylden.
Og på den måde kan stoledansen jo fortsætte i det uendelige - en stoledans, hvor det primære mål for de to dansepartnere synes at være at få plads i den bløde stol uden ansvar. Måske er det, hvad man kalder politisk nødvendighed - men kønt synes jeg godt nok ikke, at det er.
Denne situation er uholdbar - først og fremmest for de mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende, som besparelserne rammer. Men der er faktisk også tale om et alvorligt demokratisk problem. For når ingen åbenbart vil tage det politiske ansvar, hvem er det så, vi skal bruge vores demokratiske rettigheder - vores stemmeret - til at "straffe" eller "belønne"? Hvem skal mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende egentlig rette deres vrede og kritik imod?
Jeg har ikke noget entydigt svar. Men jeg synes, at vi alle skal benytte den forestående kommunalvalgkamp frem til valget den 19. november til at teste de kommende byrødder. Har de tænkt sig at fortsætte den hidtidige kurs, hvor dem, som er ude af stand til at forsvare sig selv og råbe op, rammes hårdest? Her i bladet er der en artikel, som skitserer de mange forringelser, som mennesker med udviklingshæmning er blevet udsat for, siden vi sidst havde kommunalvalg. Og det er ikke så lidt. Jeg håber, at du vil finde inspiration til at tage aktivt del i den lokale politiske debat med de mennesker, som de kommende fire år skal træffe vigtige beslutninger i din kommune.
Leder fra LEV Bladet 6, 2013
