09.10.2013

Spil med i valgkampen

Den 19. november er der kommunalvalg. Det er et valg, som har stor betydning for mennesker med handicap og deres pårørende. Siden kommunalreformen i 2007 har kommunerne haft det fulde ansvar for den hjælp og støtte som børn, unge og voksne har brug for i dagligdagen: Specialbørnehaver, bo- og støttetilbud, STU, støtte til tabt arbejdsfortjeneste osv. osv.

Valget den 19. november er kommunalvalg nummer to efter reformen. De nye og større kommuner har nu brugt snart seks år på at finde ud af, hvad handicapområdet og det såkaldt specialiserede socialområde egentlig er for en størrelse. For nyligt udsendte KL et socialpolitisk udspil med et positivt fokus på investering i mennesker og rehabilitering, men det er nu ikke denne tilgang, som hidtil har kendetegnet kommunernes tilgang. Nogle af samfundets mest sårbare medborgere er af alt for mange kommuner mest af alt blevet set som en økonomisk belastning - og især fra omkring 2009-2010 fik tilgangen nærmest hetzlignende karakter, hvor mennesker med handicap blev udstillet som grådige gøgeunger, der udsultede samfundsøkonomien.

Og mange af landets kommuner har taget rigtig hårdt fat. I nogle områder af landet er besparelserne i nærheden af 25 procent, hvilket har haft markante konsekvenser for mennesker med udviklingshæmning. Mulighederne for ledsagelse uden for matriklen er indskrænket til et minimum - og nogle steder nærmest afskaffet. Den pædagogiske indsats er udhulet efter årevis med salami-besparelser på bo- og støttetilbud, og klub- og fritidstilbud til udviklingshæmmede er efterhånden en sjældenhed. Landets specialbørnehaver erstattes desuden flere steder med højt profilerede inklusionsprojekter, hvor omfanget og kvaliteten i støtten til inkluderede børn med udviklingshæmning er svært at få øje på.

Værdiskredet
Oven i disse barske besparelser har vi siden sidste kommunalvalg været vidne til en alarmerende ligegyldighed med nogle af de fundamentale handicap-politiske værdier i Danmark. Værdier som der ellers har været konsensus om i årtier. Vi oplever for eksempel, at de såkaldte "helhedstilbud", hvor borgerne med udviklingshæmning berøves muligheden for et dagligt miljøskifte, igen er kommet på mode. Det samme gælder store institutionslignende botilbud med 60, 80 eller 100 beboere. Tvungen micromad fra  det kommunale centralkøkken er en anden tendens, som har spredt sig i kommunerne. Så mens alle taler om inklusion og rehabilitering, så er det reelle billede mange steder, at indsatsen bliver omlagt efter en logik, der alene baserer sig på en naiv industriel økonomistyring med store enheder, mindre individbaseret hjælp og mindre inklusion.

Politikernes ansvar
Med LEV-briller er ovenstående en vigtig del af baggrundstæppet for den forestående kommunalvalgkamp. Der er selvfølgelig store forskelle mellem kommunerne - det er heldigvis ikke i alle kommuner, det står så slemt til, som beskrivelsen kunne give indtryk af. Men de fleste LEV-aktive vil sikkert kunne genkende et eller flere af temaerne i deres kommune.

Uanset den specifikke situation i din kommune, er der grund til at overveje, hvordan udviklingshæmmedes vilkår og muligheder i kommunen kommer på dagsordenen i forbindelse med valgkampen. Politikerne - både de gamle, som genopstiller, og de helt nye kandidater - skal kende deres ansvar for mennesker med udviklingshæmning. Og de skal vide noget om de aktuelle udfordringer, som børn, unge og voksne med udviklingshæmning og deres pårørende oplever i deres hverdag. Kun på den måde kan vi sikre opmærksomheden og aftvinge konkrete politiske løfter.

Her følger et par eksempler på emner, som måske/måske ikke er relevante for dig at høre politikerne om på valgmøder, facebook, i debatindlæg, eller hvordan du nu kunne tænke dig at komme til orde.

Inklusion
Det kan være rigtig fint at inkludere mennesker, som måske har et handicap, i skole, på arbejdsmarkedet og i andre sociale sammenhænge. Men i øjeblikket bliver inklusion ofte brugt som et andet ord for forringelser. Det betyder eksempelvis, at specialbørnehaver nedlægges, og at de specielle børn i stedet skal over i normalsystemet, uden at der prioriteres de nødvendige specialiserede ressourcer til at understøtte en ordentlig inklusion. På den måde risikerer kommunerne at bringe hele inklusionsprojektet i fare på grund af kortsigtede økonomiske hensyn.

Spørgsmål:
Er det muligt, at integrere børn med store kognitive problemer i en normal børnehave eller folkeskole, uden at bruge ekstra ressourcer på det?
Vil du arbejde for, at inklusionen foregår i et tempo, hvor børnene og deres forældre kan følge med?

Generelle besparelser
Helt overordnet er mennesker med udviklingshæmning blandt dem, som er blevet ramt særlig hårdt af kommunernes vedvarende besparelser - det gælder i forhold til personalenormering, indskrænkelser i mulighederne for at komme på ferie, deltage i tilberedningen af deres egen mad eller bare få ledsagelse til en tur i byen. Men samtidig må de som en af de grupper, der har allermest behov for hjælp og støtte, være blandt dem, som politikerne fra alle lejre betegner som velfærdsstatens kernemålgruppe.

Spørgsmål:
Er det en velfærdsstat værdig, at den gruppe, som ikke bare har særligt brug for hjælp, men også har sværest ved at protestere, gang på gang skal stå for skud, når kommunen siger, der skal spares?
Er det kernevelfærd?

Institutionernes genkomst
Årtiers kamp for at gøre op institutionstankegangen i forhold til voksne mennesker med udviklingshæmning er blevet sat på en voldsom prøve siden kommunerne tog over. I en naiv tro på stordriftsfordele har flere kommuner opført, eller har planer om at opføre, boenheder til udviklingshæmmede i en størrelsesorden, så man risikerer at skabe handicapghettoer. Det er botilbud, hvor der måske bor fra 30 og helt op til 100 beboere med udviklingshæmning under samme tag. Oven i dette opføres flere af de nye botilbud med aktivitetstilbud på matriklen og centralkøkkenordning, så interaktionen med resten af verden kan holdes på et minimum. Dermed mister borgeren det miljøskifte i dagligdagen, som i mange år har stået som et helt centralt element i en "normalisering" af livsvilkårene for mennesker med udviklingshæmning.

Spørgsmål:
Mener du, at det er i tråd med handicapkonventionen og værdierne i dansk handicappolitik at bygge nye institutionslignende enheder?
Vil du arbejde for mindre, mere inkluderende og mindre institutionslignende boformer til mennesker med udviklingshæmning?

Fra LEV Bladet 6, 2013