07.04.2014
Leder: Hvad vil ministeren gøre, når kommunerne ser stort på deres pligter?
To af de seneste ugers debatter i medierne handler om, hvordan man retter op på en hidtidig ulovlig praksis administreret af offentlige myndigheder. I "børnechecksagen" mener regeringen, at der skal rettes op med det samme. I "ledsagelses-brugerbetalingssagen" vil regeringen ikke tage et medansvar og sikre et anstændigt minimum af ledsagelse for mennesker med udviklingshæmning.
De seneste uger har den helt store debat handlet om Danmarks overholdelseaf gældende EU-lovgivning i forbindelse med udbetalingen af børnecheck til EU-borgere, som arbejder i Danmark.Den debat vil jeg ikke blande mig i. Men jeg kan konstatere, at regeringen udfolder store og intense bestræbelser på at finde en løsning, der retter op på en optjeningsordning på børnechecken, som EU mener er i strid med reglerne.
Da statsminister Helle Thorning-Schmidt var i debat om sagen i folketingssalen, var hendes respons til kritik fra oppositionen for eksempel: "Hvordan kan man stå i det danske Folketing og tale dunder mod en regering, som blot siger, at den vil overholde lovgivningen? Selvfølgelig skal en regering overholde lovgivningen og give folk de rettigheder, de har krav på" (ifølge Politikens netavis, 11. marts 2014).
At regeringen "selvfølgelig" skal "give folk de rettigheder, de har krav på", lyder som et fornuftigt princip, som jeg vil opfordre til, at man lader gælde på alle områder. Det vil sige også i forhold til mennesker med udviklingshæmnings ret til den nødvendige støtte og ledsagelse, som ofte er en helt grundlæggende forudsætning for deres muligheder for at leve en rimelig tilværelse med indhold og udvikling.
Men vores nye socialminister, Manu Sareen, virker ikke helt så stålsat som statsministeren, når det handler om at "give folk de rettigheder, de har krav på". I debatten om den ulovlige og skyhøje brugerbetaling på hjælp og ledsagelse har Manu Sareen henvist til "kommunale serviceniveauer", "eksisterende økonomiske rammer" og uforpligtende formaninger til kommunerne om, at de har pligt til at levere den indsats, som borgerne har behov for.
Socialministeren har naturligvis ret i, at kommunerne skal leve op til deres pligter og yde den indsats, som borgerne har behov for. Men hvad vil ministeren stille op, når kommunerne ser stort på denne pligt? Hvad vil ministeren gøre ved, at mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende i disse uger får den besked, at deres deltagelse i den årlige forårsfest, turen til Sølund Musik Festival, eller shoppeturen i hovedgaden er aflyst - ene og alene fordi kommunen har erkendt, at den ikke må forlange brugerbetaling for hjælpen?
Hvis mennesker med udviklingshæmning ikke får den nødvendige støtte og ledsagelse, vil det i nogle tilfælde svare til en form for indespærring. Og som Lotte Heise siger i et interview inde i bladet, så bliver mennesker, som isoleres derhjemme, mærkelige: "Man bliver sgu mere handicappet af at blive isoleret fra omverdenen - berøvet muligheden for meningsfuldt samvær, oplevelser og indtryk."
Det er uværdigt - og uanset hvad embedsmændene finder på at indskrive i de "kommunale serviceniveauer", så er det åbenlyst i strid med gældende lovgivning ikke at yde hjælp, der gør det muligt at leve en anstændig tilværelse i kontakt med omverdenen. Det tror jeg faktisk også, at socialministeren er enig med mig i. Men vi mangler stadig at se, hvordan socialministeren vil leve op til chefens princip om, at "give folk de rettigheder, de har krav på".
"Borgerne kan jo bare klage", vil sikkert være ministerens refleks. Men her håber jeg, at man er pinligt bevidst om, at denne linje med usvigelig sikkerhed vil efterlade de mest sårbare og dem med størst hjælpebehov i stikken.
At give anstændige vilkår for støtte og ledsagelse er selvfølgelig ikke gratis. Men det er så sandelig heller ikke noget, som bringer Danmark på randen af statsbankerot. For nu at sige det mildt. Et rimeligt skøn er, at vi taler om 1,5 procent af de cirka fem milliarder kroner, som kommunerne underforbrugte med i 2012. Derfor handler dette her heller ikke om, hvorvidt der er råd - det handler om prioritering! For selvfølgelig er pengene der.
Leder fra LEV Bladet 2, 2014
