Jul på Vestereng
De fleste af os fejrer jul sammen med den nærmeste familie. Men nogen har måske ingen familie, eller fejrer den af andre grunde ikke sammen med den. Så er det jo godt, at julen kan fejres sammen med naboerne i bostedet, som det er tilfældet på Vestereng, hvor der bor 29 seniorer.
Erna er en frisk ældre dame, som elsker fest og farver. Hendes kæreste, Poul, er derimod en lidt mere sindig person. Han tager tingene, som de kommer. Men juleaften for et par år siden tog han alligevel fusen på sin Erna. Hun var jo i ekstra godt humør på grund af julen, gaverne, maden og alt det andet, der hører julen til. Så mens Poul, der går med rollator, sammen med nogle af de andre beboere på Vestereng gik og kørte roligt rundt om træet, havde Erna fart på. På et tidspunkt spørger Poul hende, om hun ikke vil have et lift, og det vil hun gerne. Så hun hopper op på rollatoren, mens en vis herre tager ved Poul. Han suser rundt om træet med Erna på styret, og både Erna og alle de andre beboere og personale er ved at gå i brædderne af grin.
Sådan kan jul også være, når man bor på Vestereng - et bosted for seniorer med 29 lejligheder beliggende i Skårup, lidt uden for Svendborg.
Andesteg kl. 12.00
De fleste af beboerne på Vestereng holder jul i bofællesskabet. En fem, seks stykker er på familiebesøg. Og jul er jo jul. Så personalet gør, hvad de kan for at gøre det til en særlig højtid for beboerne. Dorte Madsen, pædagog på Vestereng, fortæller:
- Vi starter jo allerede først i december med at pynte op og bage julekager. I december har vi også julefrokost, med alt hvad dertil hører, Luciaoptog og julegudstjeneste for beboere og pårørende. Juleaften starter vi lidt tidligere hos os, da vi spiser den varme julemad om middagen. Og det er selvfølgelig med and og flæskesteg, brunede kartofler, rødkål og ris a la mande. Engang imellem deltager nogle pårørende i julemiddagen. Om eftermiddagen får vi kaffe og julelækkerier, og så danser vi om juletræet. I det hele taget så hygger vi rigtig meget, og dem, der kan, er sammen i cafeen så lang tid, de orker. Nogle gange tager vi også en ekstra tur om juletræet om aftenen. Når vi synger "Nu er det jul igen", tager vi en løbetur rundt på gangene.
Det er ikke af hensyn til, at personalet skal skynde sig hjem, at julemiddagen spises om middagen. Den varme mad spiser de nemlig altid på det tidspunkt af døgnet, fordi det passer bedst med beboernes døgnrytme, forklarer Dorte Madsen.
Gaverne
Julegaverne bliver pakket ud i beboernes egne lejligheder. Det skyldes, at en del af beboerne har svært ved at tage dem ud af lejligheden. De er bange for, at de bliver væk eller blandet sammen med nogle af de andres.
- Vi opfordrer dog til, at beboerne tager en enkelt gave med ind i cafeen, hvor træet står, så de også kan pakke en af dem op sammen med de andre beboere, fortæller Dorte Madsen.
Nå, er det dig…
Julemanden lægger normalt også vejen forbi Vestereng. For et par år siden var han der - i skikkelse af Dorte Madsen.
- Jeg kom jo ind med hele udstyret - skæg, rødt tøj og hue. Og jeg sagde hoho, som man nu skal. En af beboerne blev lidt bange, men efter at have set lidt på mig, tog hun mig i hånden og sagde "er det dig, Dorte Madsen?" Det må jeg så indrømme, og så sender hun mig et kæmpe smil og siger "så tør jeg godt".