chrborg_orange_sort.jpg 15.12.2014

Spastikerforeningen, LEV og DH udbygger deres kritik af retssikkerheden i reformen af Serviceloven

Socialminister Manu Sareen sendte i sidste uge en omfattende og meget omdiskuteret reform af Servicelovens voksenbestemmelser i høring. I et stort interview uddyber tre handicappolitiske aktører, herunder LEV, nu de vigtigste problemer i reformudkastet.

De tre er, ud over LEV, Spastikerforeningen og Danske Handicaporganisationer (DH). Umiddelbart efter offentliggørelsen af høringsforslaget var de alle ude med stærke kritiske synspunkter på regeringsudspillet. Og mange andre har fulgt trop med heftige markeringer siden da. I interviewet uddyber de nu de vigtigste problemer i reformudkastet.

Eksempelvis siger LEVs landsformand, Sytter Kristensen, til spørgsmålet, om det nu også er så slemt:

"Ja, faktisk. Forslaget giver kommunerne langt flere beføjelser til at sætte deres egen standard, og det går på flere områder ud over rettigheder, som borgerne har i dag. Det gælder fx den rettighed, som mange sindslidende, spastikere og udviklingshæmmede i dag har til et dagtilbud - fx beskyttet beskæftigelse eller aktivitets- og samværstilbud, der giver dem mulighed for en meningsfuld daglig aktivitet. Den rettighed forsvinder, og det overlades til en samlet vurdering i kommunen, om der skal tilbydes beskæftigelse eller dagtilbud. "

Forringelser pakket ind i flotte ord
Forslaget er fyldt med plusord om forbedringer og helhed i sammensætningen af tilbuddene til borgerne etc. Men mange af de positive elementer findes allerede i den nuværende lovgivning - selv om den langtfra bliver overholdt alle steder. Til gengæld er der nogle markante tiltag, som vil forringe eller på nogle områder helt fjerne borgerens mulighed for at klage over kommunens afgørelser.

I interviewet kommer de tre organisationer også ind på den kommende "tilbudsvifte", gruppeinddelingen af borgerne - og eventuelle positive elementer ved forslaget.