15.02.2014
Danmarks krise er tilsyneladende dyb
Jyllands-Posten har i dag et længere debatindlæg, som byder den nye Socialminister Manu Sareen velkommen på posten. Indlægget beskriver den problematiske udvikling i behandlingen af mennesker med udviklingshæmning i Danmark de senere år, fx de nye kæmpeinstitutioner, fjernelse af ledsagelse, tvangsflytninger og forringet retssikkerhed. Er krisen virkelig så dyb i et af verdens rigeste lande?
Debatindlægget er skrevet af Helen Conway-Blake, der er medlem LEV-Aarhus' bestyrelse og af handicaprådet i Aarhus Kommune. Hun indleder på følgende måde:
"Kære Manu Sareen. Jeg vil gerne ønske dig tillykke med udnævnelsen til (bl.a.) socialminister. Det vil jeg gøre med en lille beretning om et land, som tilsyneladende befinder sig i en meget dyb krise. Et af verdens rigeste lande ser sig nemlig i mindre og mindre grad i stand til at yde anstændig hjælp til nogle af sine mest sårbare medborgere, mennesker med udviklingshæmning."
Herefter gennemgår Helen Conway-Blake fem områder, hvor behandlingen af mennesker med udviklingshæmning er gået i den helt forkerte retning de senere år. En udvikling, der er så skæv, at man skulle tro, at den økonomiske krise var på niveau med Grækenland eller Rumænien:
- Der opføres igen kæmpe institutionslignende bosteder
- Flere kommuner fratager mennesker med indgribende handicap muligheden for ferie- eller fritidsledsagelse, med mindre de selv betaler for lønnen til det pædagogiske personale eller for personalets transport- eller opholdsudgifter.
- Stadig flere mennesker med udviklingshæmning fratages den pædagogiske støtte til selv at lave mad. I stedet henvises de til kommunale centralkøkkeners micromad.
- Mennesker med udviklingshæmning tvangsflyttes fra deres hjem. Ikke sjældent til en helt anden kommune.
- Retssikkerheden for mennesker med udviklingshæmning er truet, og personalet tør ikke bistå med en klage af frygt for at miste jobbet.
- Og endelig, så vil regeringen ikke forholde sig til eller gribe ind over for de faktiske forhold.
Afslutningsvis spørger Helen Conway-Blake den nye socialminister om han også vil være minister for mennesker med udviklingshæmning, eller om han vil fortsætte stilen fra sine forgængere på posten:
"Hvis du træder i dine forgængeres fodspor, så vil du ignorere, bagatellisere eller sylte problemerne. Det vil dine embedsmænd råde dig til at fortsætte med, men vis os nu, hvad du selv mener og vil. Min opfordring til dig er, at du ser i øjnene, at landets krise ikke kun er af økonomisk art. Vi taler om en begyndende værdikrise i synet på mennesker med omfattende og indgribende handicap. Denne krise kan (heller ikke) snakkes væk med luftig sniksnak uden handling bag."
