Er pædagoger vilde med brugerbetaling på hjælpen?
Hvorfor er nogle socialpædagoger pludselig blevet så vilde med brugerbetaling på hjælpen til samfundets mest udsatte? Det spørgsmål må man stille sig selv oven på den seneste tids debat, for eksempel et indlæg i Politiken den 31. januar i år.
Af Sytter Kristensen, Landsformand, LEV
Sagen drejer sig om den betaling som mennesker med udviklingshæmning i årevis er blevet afkrævet, når de skulle have pædagogisk bistand og ledsagelse i forbindelse med for eksempel ferieture eller udflugter. En brugerbetaling, som i mange tilfælde er løbet op i adskillige tusind kroner årligt.
Brugerbetalingen er ikke - og har aldrig været - lovlig, hvilket KL for nyligt har præciseret på sin hjemmeside. Udviklingshæmmede, som stort set alle er førtidspensionister, har krav på den nødvendige hjælp fra det pædagogiske personale. Og denne hjælp skal naturligvis leveres gratis - både når det gælder personalets løn og når det gælder diverse følgeudgifter som for eksempel personalet transport og ophold.
KLs præcisering har affødt flere reaktioner blandt det pædagogiske personale, som yder udviklingshæmmede støtte i hverdagen. I solidaritet med borgerne, argumenterer personalet med, at brugerbetalingen på hjælpen burde fortsætte efter den hidtidige - ulovlige - praksis. 'Ellers vil vi bare blive nødt til at reducere hjælpen endnu mere, og det vil gå ud over livskvaliteten for mange udviklingshæmmede. Kommunernes økonomi er jo stram' lyder argumentet.
Jeg sætter stor pris på personalets omsorg for udviklingshæmmedes livskvalitet og muligheder for indhold i hverdagen. Og jeg deler bekymringen for kommunernes fortsatte forringelser af den helt nødvendige hjælp i hverdagen til udviklingshæmmede. Men det er mig en gåde hvorfor personalet ser en lovliggørelse af brugerbetaling på hjælpen som løsningen. Hvorfor denne overdrevne forståelse for kommunernes vanskelige økonomiske situation?
Jeg synes hellere, at man skulle rette fokus mod kommunernes forpligtelse til at yde den nødvendige hjælp - også når det gælder muligheden for ledsagelse og de typisk meget beskedne ferier der er tale om. Lovliggørelse af brugerbetaling er en farlig glidebane, og jeg synes i hvert fald ikke, at det er vejen frem i velfærdssamfundets omsorg for sine sårbare medborgere på førtidspension. En førtidspension, som - især blandt de yngre førtidspensionister i dyre almene boliger - ikke levner mulighed for at betale pædagogernes løn og øvrige udgifter i forbindelse med varetagelsen af deres opgaver. Jeg synes i øvrigt det må være vanskeligt som pædagog, at tage ansvaret for at lade beboere, som ofte ikke kender pengenes værdi, betale for udgifter til ledsagelsen.
Jeg har gennem længere tid været i dialog med socialministeriet om en holdbar løsning på problemet. Ministeriet har drøftet problematikken inden for rammerne af det såkaldte partnerskab med KL, og jeg forventer helt klart, at vi ender med en model, hvor mennesker med udviklingshæmning sikres retten til ledsagelse og pædagogisk støtte - også i forbindelse med ferieture, udflugter osv.