Nu er brugerne guider til et godt arbejdsmiljø
Otte brugere fra Odense Værkstederne er blandt de første, der har testet den nye uddannelse som arbejdsmiljørepræsentanter, som er skræddersyet til mennesker med udviklingshæmning
Af Mads Birch
Klask!
Jørgen Nielsen smækker en kompakt papkasse fyldt med sammenrullede plasticposer op på den gamle vægt, han for nylig har sat op i gangen foran værkstedet på Camillagården. Vægtens nål standser sitrende ved de 9,8 kilo.
- Så den er i orden. Hvis kassen havde vejet over ti kilo, skulle der have været to til at løfte den. Sådan er reglerne, siger han.
Og sådan er der så mange ting, der er blevet anderledes, efter at Jørgen og syv andre brugere har været på kursus som arbejdsmiljørepræsentanter for mennesker med udviklingshæmning.
Brugernes arbejdsmiljø i fokus - langt om længe
Camillagården er et af Odense Værkstedernes fire aktivitetscentre, og nu har værkstedernes i alt 375 brugere fået deres egne guider til, hvordan et godt arbejdsmiljø skal sikres.
De er nogle af de første, der har testet uddannelsen som arbejdsmiljørepræsentant, som LEV har udviklet sammen med ALECTIA, en af Danmarks største arbejdsmiljørådgivere. Og lektien fra Odense er klar: Der kan kun siges gode ting om at lade mennesker med udviklingshæmning uddanne sig til og fungere som arbejdsmiljørepræsentanter.
- Jeg har altid været provokeret af, at når de kommer fra Arbejdstilsynet, så tjekker de os personaler, men de er fløjtende ligeglade med brugerne. Så jeg tænkte, at dét skal der laves om på, fortæller Christina Fink Rasmussen, der fik sat skub i projektet på Odense Værkstederne.
Fem tirsdage i træk tog de otte brugere, samt fire pædagoger, på kursus, og indimellem skulle der laves lektier. Som for eksempel at tage fotos med temaer som "godt arbejdsmiljø" eller "kemi på arbejdspladsen".
- Det koster lidt på personaletimerne, men jeg synes klart, at det har været det hele værd. De vil gerne, og der er en stor seriøsitet. Det er fedt at opleve, siger Christina Fink Rasmussen.
Bruger til bruger
Engagementet er da også mærkbart, både hos Jørgen Nielsen men også Christian Jensen og Linda Hvidsten, der alle har været med på kurset.
- Man føler sig lidt mere lige, når man kan henvende sig som bruger til bruger i stedet for som bruger til personale, siger Jørgen Nielsen, der huserer over det meste af Camillagården som pedel.
Brugerne fra Odense Værkstederne har været igennem et test-forløb af den helt nye uddannelse, og når det "rigtige" kursus - der belønnes med et eksamensbevis - går i gang i løbet af foråret, er de helt sikkert også at finde blandt kursisterne, fortæller de.
- Spring ud i det! Man får det ud af det, at man kan hjælpe andre, opfordrer Linda Hvidsten.
Sidehistorie: "Man skal turde sige tingene højt"
Rollen som arbejdsmiljørepræsentant er ikke for de generte typer. Det gælder på alle arbejdspladser - og også på et beskyttet værksted. For at blive arbejdsmiljørepræsentant skal man vælges af de andre brugere, og nogle egner sig bedre til den opgave end andre, fortæller Christina Fink Rasmussen fra Odense Værkstederne.
- Det skal være én, som de andre brugere lytter til. En der ikke er bange for at sige, "der er noget her, der ikke er i orden", siger hun.
For at kunne komme med på uddannelsen er det desuden vigtigt, at brugeren kan tale med andre og fortælle, hvad han/hun har lært. Endelig skal man kunne anvende en computer på grundlæggende niveau.
Undervisningen er tilrettelagt, så den tilgodeser et øget behov for sammenhæng og gentagelser for at sikre, at deltagerne forstår det indlærte i praksis. Det sker blandt andet ved at bruge interaktive medier, rollespil, tegneserier og andet visuelt materiale.
- Som autoriseret arbejdsmiljørådgiver ser vi det som en af vores vigtigste opgaver at udbrede forståelsen for et god arbejdsmiljø, så alle medarbejdere, uanset kompetencer, kan være en del af arbejdsmiljøarbejdet på deres arbejdsplads. Arbejdet med at udvikle en arbejdsmiljøuddannelse til mennesker med udviklingshæmning giver derfor både mening i forhold til mennesker med udviklingshæmning og deres arbejdsmiljø og for udbredelsen af et godt arbejdsmiljø for alle medarbejdere, siger Ilse Just, afdelingsleder i ALECTIA.
Fakta: Projekt Luna
Projekt Luna er et samarbejde mellem LEV og rådgivningsfirmaet ALECTIA, der har tilrettelagt uddannelsen specifikt til mennesker med udviklingshæmning.
Uddannelsen som arbejdsmiljørepræsentant foregår i Århus, Kolding, Odense eller Virum. Det er gratis at deltage på uddannelsen. Deltagerne skal kun betale for egen transport til og fra uddannelsen.
Uddannelsen består af fem uddannelsesdage med en uge imellem hver uddannelsesdag, så der er tid til hjemmeopgaver og refleksion.
Projekt Luna støttes af Velux Fonden og satspuljemidler. Læs mere på projektluna.dk.