Stop dog det kyniske tilbageskridt
Lone Hertz havde mandag den 13. januar nedenstående indlæg i Politiken som kommentar til historierne om de nye store bosteder beregnet for mennesker med udviklingshæmning som Politiken bragte 1. og 2. januar.
I ÅRETS første udgave af Dagbladet Politiken blev der bragt nogle helt nødvendige artikler om de nye store bosteder beregnet for mennesker med udviklingshæmning (1.1.2014).
Landets kommuner har nemlig genopfundet fortidens centralinstitutioner med helt op i nærheden af 100 beboere under samme tag.
I en opfølgende artikel 2. januar foreslår Institut for Menneskerettigheder, at der indføres et lovbestemt loft på størrelsen af nye handikapboliger, så vi kan sætte en stopper for dette kyniske tilbageskridt. Det forslag bakker jeg 100 procent op om.
Historien har med al mulig tydelighed vist os, at institutioner er uegnede som livslange menneskeboliger - de har det med at blive mere arbejdsplads end hjem. Derfor er et lovbestemt loft absolut værd at overveje, f.eks. som i Norge, hvor man ikke må bygge til mere 8-9 beboere med handikap i samme boligenhed.
MEN BY- OG boligminister Carsten Hansen synes, at et sådant loft er unødvendigt. Han henviser til det kommunale selvstyre og siger i øvrigt til Politiken, at »der kan være alle mulige gode grund til at bygge flere handikapboliger samme sted« (2.1.2014).
Med andre ord: Carsten Hansen synes, at det er helt fint, at vi nu igen skal stuve mennesker med udviklingshæmning og andre med handikap sammen i kæmpeinstitutioner.
Nye og fine rammer, ja tak - men de nye store institutioner vil blive en uoverstigelig hindring for den inklusion af mennesker med handikap, som regeringen ellers taler så meget om - inklusion på arbejdsmarkedet og inklusion i folkeskolen.
I det hele taget repræsenterer de nye institutioner et menneskesyn, som vi ellers gradvist har arbejdet os bort fra de seneste 30 år.
Det skræmmer, og det ryster mig, at landets by- og boligminister tilsyneladende har så svag forståelse for værdierne i dansk handikappolitik - herunder ikke mindst den handikapkonvention, som et enigt Folketing tilsluttede sig i 2009. Artikel 19 er helt entydig og pålægger Danmark at afvikle institutionerne som livslange boliger for mennesker med handikap.
Men Carsten Hansen er måske på vej med et nyt forslag fra regeringen om at trække Danmarks underskrift på konventionen tilbage? Det ville være skelsættende! Og skammeligt!
Politiken, mandag 13. januar 2014, 2. sek. s. 6