01.07.2014
Indespærring
"Helt centralt i regeringens handicappolitik står et samlet, overordnet mål om at skabe øget inklusion i samfundet. Inklusion handler om at sikre, at alle har lige muligheder og kan deltage i samfundslivet. Det handler om at kunne deltage og høre til og om at yde sit bidrag til fællesskabet. Inklusion er samtidig det vigtigste redskab til at sikre et godt og selvstændigt liv for personer med handicap".
Disse flotte ord stammer fra den handicappolitiske handlingsplan, "Et samfund for alle", som regeringen lancerede i oktober 2013. Men måske er det bare ord - og måske er det ikke noget, som regeringen føler sig synderligt forpligtet af?
En ny undersøgelse, som Socialpædagogerne (SL) netop har udgivet, viser i hvert fald, at udviklingen bevæger sig i den stik modsatte retning. Mennesker med udviklingshæmning og andre indgribende handicap har over de seneste fire år fået forringet deres "muligheder for at deltage i samfundet" - og for at "opleve et godt og selvstændigt liv".
Undersøgelsen dokumenterer, at der de seneste fire år er sket markante og beskæmmende forringelser af basale livsvilkår for de mennesker med handicap, som har størst behov for hjælp i hverdagen. Jeg efterlades med et klart og bedrøveligt billede af, at Danmark er i fuld gang med at spærre nogle af sine mest sårbare borgere inde. Det sker i et fængsel, hvor der ganske vist ikke er tremmer for vinduerne, men hvor konstante nedskæringer i den nødvendige hjælp og støtte gradvist lukker af i forhold til omverdenen. Et helt voksenliv vel at mærke.
Det mest nedslående ved SL's undersøgelse er, at der i årene siden 2011 praktisk taget er tilbagegang over hele linjen. Tendensen er nådesløs.
Lad mig her kort gengive to af de mest markante resultater fra undersøgelsen, der er baseret på spørgeskemainterview blandt pædagoger i botilbud, dagtilbud mv. til mennesker med udviklingshæmning og andre handicap (gennemført i 2011, 2013 og 2014):
- Færre og færre får en ledsageordning med 15 timer månedligt (Servicelovens § 97). I 2011 svarede 57 procent af pædagogerne, at "få" eller "ingen af borgerne" var tildelt en ledsageordning. I 2014 er det hele 74 procent som svarer dette.
- Stadig flere afskæres fra udflugter og ferie. I 2011 angav 20 procent af pædagogerne, at borgerne "i ringe grad" eller "slet ikke" havde mulighed for at vælge at tage på ferie, festival mv. To år senere, i 2013, var dette oppe på 28 procent og i 2014 er det 43 procent, der angiver dette svar.
Dette er klare og uhyggelige tegn på en igangværende indespærring. Dem som spærres inde er mennesker, som er helt afhængige af andres hjælp for at kunne "… deltage i samfundet" - og for at "… opleve et godt og selvstændigt liv". Dem, som spærrer dem inde, er et samfund, der åbenbart oplever en så dyb krise, at der ikke har været nogen vej uden om den stadigt tiltagende indespærring.
Hvis regeringen skal forholde sig til resultaterne af SL's undersøgelse, vil den med garanti henvise til det kommunale selvstyre og til borgernes mulighed for at klage. Med denne afværgeteknik fralægger man sig måske nok det formelle ansvar. Men hvor længe kan bukserne snart holde? Hvornår bliver afstanden mellem virkeligheden og de flotte ord i handlingsplanen, løfterne om at prioritere de svageste osv., trods alt for stor?
Leder LEV Bladet nr. 4, 2014.
