tv2 ost - pjaskvåd af tis_bostedet tornhoj2.jpg Fra TV2east.dk 25.06.2014

Ny sag om omsorgssvigt: Lå i sit eget tis

TV2 ØST bragte i går i et længere indslag, hvor pårørende og tidligere medarbejdere stod frem og fortalte om en beboer, der ofte må ligge med en våd ble hele natten. LEVs landsformand mener det er kritisabelt, at pårørende og medarbejderes henvendelser og klager ikke er blevet taget seriøst af bostedets ledelse. TV2 Øst bringer i aften et nyt indslag om forholdene på bostedet.

TV2 ØST satte i går fokus på forholdene på det kommunale botilbud Tornhøj i Jyderup i Holbæk Kommune. Tornhøj er et botilbud til borgere med varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne og med udtalt behov for hjælp og støtte i hverdagen. Der bor godt 20 beboere i bostedet

I gårsdagens nyhedsudsendelse kom pårørende og en tidligere medarbejder med skarp kritik af behandlingen af Poul Erik Tønnesen, der har Downs Syndrom og demens.

Poul Erik har boet på Tornhøj i to år, og ifølge en instruks, som TV2-ØST er i besiddelse af, må han ikke få skiftet ble eller komme på WC efter sengetid. De ansatte må nemlig ikke gå ind til Poul Erik om natten.

I nyhedsindslaget fortæller både pårørende og en tidligere medarbejder, hvordan de flere gange har oplevet, at Poul Erik var gennemblødt af urin om morgenen. Desuden fremviste tv-indslaget en række notater fra bostedets personale, der ligeledes berettede om, at Poul Erik er fundet gennemblødt om morgenen. Det karakteriserer både de pårørende og en tidligere medarbejder som grov omsorgssvigt.

Den tidligere medarbejder på Tornhøj, Gitte Larsen, fortæller, at hun flere gange har gjort ledelsen af bostedet opmærksom på de kritiske forhold. Men i stedet for at rette op, blev Gitte Larsen fyret. Også en pårørende til Poul Erik, Bente Tønnesen, har klaget til ledelsen. Men klagen havde ingen effekt.

- Jeg vil ikke engang sige, at jeg fik en undskyldning, siger hun til TV2-ØST.

LEV: Alarmklokkerne blev ignoreret
LEVs landsformand, Sytter Kristensen, mener, at det er meget problematisk, at bostedet tilsyneladende har ignoreret alarmklokkerne fra både medarbejdere og pårørende:

- Det er trist at se på, hvordan bekymringer åbenbart ikke bliver taget seriøst af den ansvarlige ledelse. Dermed havner man jo i en situation, hvor den eneste udvej er at gå til pressen. Det kan ikke være meningen - og det efterlader i hvert fald nogle ekstremt sårbare borgere i en helt umulig situation.

Jan Christensen, der er socialchef i Holbæk Kommune, stiller spørgsmålstegn ved, om der har været en instruks på stedet, der har forbudt bleskift på borgeren - den har han nemlig ikke kunnet finde. Men han understreger, at den slags forhold ikke må findes på bostedet.

TV2-Øst forsætter i aften med at have fokus på beboernes forhold på Tornhøj.

Holbæk Kommune var også i 2011 centrum for en sag om groft omsorgssvigt af mennesker med udviklingshæmning i et bosted. Det var bostedet Skarridsøhjemmet, hvor Ekstrabladet beskrev problematisk behandling af flere af beboerne.