Statsforvaltningen 08.10.2014

Kommunaltilsyn: Brugerbetaling skal tilbagebetales

Kommunaltilsynet ved Statsforvaltningen kender brugerbetalingen på støtte og ledsagelse til udviklingshæmmede lovstridig. Tilsynet pålægger desuden kommunerne - af egen drift - at sørge for tilbagebetaling til de ramte borgere.

Socialministeren, KL med flere har for efterhånden længe siden slået fast, at brugerbetalingen på udviklingshæmmedes støtte og ledsagelse, for eksempel i forbindelse med ferier og lignende, ikke er lovlig. Men nu har vi det også sort på hvidt fra en konkret udtalelse fra Kommunaltilsynet ved Statsforvaltningen.

I en afgørelse vedr. Favrskov Kommune, som er offentliggjort på Statsforvaltningens hjemmeside, skriver Tilsynet blandt andet:

"Det er Statsforvaltningens opfattelse, at Favrskov Kommune ikke lovligt har kunnet opkræve borgere i botilbud betaling for den socialpædagogiske ledsagelse på ferieture og lignende, herunder i form af lønudgifter samt opholds- og rejseudgifter for ledsageren."

LEVs landsformand, Sytter Kristensen, er glad for den klare udtalelse, men er ikke overrasket.

Pligt til tilbagebetaling
Men Kommunaltilsynet nøjes ikke med at konstatere ulovlighederne. Tilsynet pålægger kommunen tilbagebetaling - både i den konkrete sag og over for andre som har været udsat for brugerbetalingen. Og kommunen kan ikke blot vente på, at borgerne henvender sig og beder om tilbagebetaling:

"Det er endvidere vores opfattelse, at Favrskov Kommune har pligt til at tilbagebetale de ulovligt opkrævede beløb, som din datter har betalt for ledsagelse under ferier og lignende. (…) pligten til at tilbagebetale [er] efter Statsforvaltningens opfattelse endvidere som udgangspunkt omfattet en pligt til for kommunen af egen drift at tilbagebetale de opkrævede beløb, som er foretaget overfor andre berørte borgere i kommunen."

Kommunaltilsynets udtalelse har virkning for alle landets kommuner. De mange andre kommuner, som har praktiseret den ulovlige brugerbetaling, skal også tilbagebetale.

LEVs landsformand finder tilbagebetalingen helt på sin plads:

- Man skal huske, at vi har at gøre med ulovlig brugerbetaling på hjælp og ledsagelse til mennesker, som er hjælpeløse, hvis ikke de får denne hjælp.

- Og selvfølgeligt er det rimeligt, at kommunerne betaler tilbage. Når SKAT opkræver for meget i ejendomsskat i strid med loven, så er det en selvfølge, at der skal tilbagebetales. Det er vel ikke anderledes i denne situation? siger Sytter Kristensen.

Anstændig finansiering af tilbagebetalingen
Landsformanden forudser, at kommunerne vil beklage sig over kravet om tilbagebetaling. Men hun minder i den forbindelse om, at de kommuner, som nu får den største regning, er dem, som har været værst til at kræve betaling for hjælpen - der hvor det fik lov at løbe løbsk.

Hun understreger samtidigt, at kommunerne må finde en anstændig finansiering af tilbagebetalingspligten:

- Det vil være fuldkommen grotesk, hvis kommunerne bare henter dem ved besparelser på hjælpen til disse i forvejen udsatte mennesker. Det vil nærmest være som at grine dem lige op i ansigtet og sige: "Uanset hvad - vi skal nok sørge for, at du kommer til at betale. På den ene eller den anden måde," siger Sytter Kristensen.