29.08.2015
Jeg bliver både ked af det og frustreret, når jeg tænker på fremtiden
LEV har i dag en annonce i et tillæg til Jyllands-Posten. Annoncen består af en opremsning af bekymringer som Pernille Jellinggaard, har for hvad fremtiden vil bringe hendes datter Frederikke på 20 år.
Det er sjældent, at unge med store handicap bliver sidestillet med ’almindelige’ unge, når det handler om helt dagligdags menneskerettigheder som at have ind ydelse på eget liv, uddannelse, venner og ordentlige boligforhold.
Jeg synes, at der er alt for mange eksempler på, at der ikke prioriteres ordentlig støtte til de unge:
Er det ok at bo på plejehjem som 23-årig med gamle mennesker omkring sig - mennesker som er ved at afslutte livet?
Er det ok, at et ungt menneske risikerer at sidde inden døre hele weekenden (eller endnu værre - have ’liggedage’) uden nævneværdig aktivitet - og måske blive medicineret for besværlig ’uro’?
Er det ok, at et ungt menneske ikke kan få en toiletstol, fordi ’han alligevel bruger ble’?
Er det ok, at et ungt menneske ikke kan komme til en fritidsaktivitet, fordi der ikke er ledsagetimer nok?
Er det ok, at et ungt menneske fratages hjælpen til at lave sin egen mad og henvises til mikromad fra centralkøkkenet?
Jeg bliver både ked af det og frustreret, når jeg tænker på fremtiden, hvis udviklingen i retorik og økonomisk prioritering fortsætter.
Pernille Jellinggaard, mor til Frederikke på 20 år
