11.02.2015
Leder: 70 årsdag for Auschwitz: Udviklingshæmmede var også ofre
Den 27. januar markerede det meste af verden 70 året for Den Røde Hærs befrielse af koncentrations-lejeren Auschwitz i Polen. Anledningen til markeringen var at mindes de ufattelige menneskelige lidelser, som blev konsekvensen af nazismens racistiske ideologi.
De fleste kender det ubegribelige antal jødiske ofre for nazisternes endlösung-politik under 2. verdenskrig: 6 millioner børn, unge og gamle, kvinder og mænd af jødisk afstamning døde i dette ufattelige og industrielt tilrettelagte barbari. Alene i Auschwitz blev omkring 1,5 millioner mennesker udslettet – blandt andet i gaskamre.
Men måske er det mindre kendt, at nogle af nazi-regimets første eksperimenter med massedrab udsprang af et storstilet program om såkaldte medlidenhedsdrab på mennesker med fysiske og især psykiske handicap. Under ledelse af læger blev skønsmæssigt mellem 200.000-250.000 mennesker med handicap slået ihjel med gas og dødelige indsprøjtninger – allerede fra omkring midten af 1939.
De helt officielle begrundelser for dette program var eutanasi (medlidenhedsdrab), eugenik (racehygiejniske hensyn) samt at disse borgere blev anset som en byrde for samfundet.
Disse forestillinger var langt fra isoleret til Nazi-Tyskland. I 30’ernes Europa var racehygiejnen en udbredt og hyldet ideologi, og i flere lande var der lovgivning og programmer, der førte denne ideologi ud i praksis – om end ikke med de bestialske midler, som naziregimet tog i brug.
Racismen forsvandt som statsideologi med afslutningen på Anden Verdenskrig. Så hurtigt gik det imidlertid ikke med racehygiejnen. Forsøgene på ”genetisk forbedring” af befolkningen – gennem blandt andet tvangssterilisering af uønskede individer – fortsatte langt op i efterkrigsårene. Også i Danmark.
Nazismens jødeudryddelser er i en helt anden kvantitativ målestok end massedrabet på mennesker med handicap. Men den bagvedliggende ideologi og menneskesynet var på mange måder sammenfaldende, nemlig forrykte forestillinger om ”undermennesker” som samfundet skal udrense.
Når vi mindes ofrene for koncentrations- og udryddelseslejrene, er det kun naturligt, at fokus mest er rettet mod det svimlende antal jødiske ofre. Sådan må det være. Men de titusindvis af mennesker med udviklingshæmning og andre handicap, som blev myrdet fra 1939 og frem til krigens afslutning, fortjener også at blive husket.
Leder i LEV 1 2015
