Et regeringsgrundlag uden handicap
Søndag dannede Lars Løkke Rasmussen regering. Regeringsgrundlaget indeholder ikke et ord om handicap, men indirekte er der signaler, som også kan få betydning for mennesker med udviklingshæmning: Pensionsopsparing for førtidspensionister og et styrket fokus på effekt i socialpolitikken.
Regeringsgrundlaget, som blev fremlagt søndag kl 12.00, er meget overordnet i sin beskrivelse af den nye regerings sigtelinjer. På lidt over 30 sider kommer grundlaget rundt om alt fra finanspolitik, udenrigs- og forsvarspolitik, asyl, sundhed og socialpolitik.
Derfor er det måske helle ikke overraskende, at Handicappolitikken ikke har fået et selvstændigt afsnit. Men mennesker med handicap er heller ikke omtalt i forbindelse med et af de bredere politikområder – end ikke socialpolitikken.
Pensionsopsparing for førtidspensionister
Indirekte finder man emner, som kan få betydning for mennesker med udviklingshæmning og andre handicap. Det gælder eksempelvis den problematiske situation, som mange med handicap med en førtidspension havner i, når de når folkepensionsalderen. De er uden for arbejdsmarkedspensionerne, og de færreste har haft mulighed for at spare op på en førtidspension.
Det problem anerkendes i regeringsgrundlaget. Regeringen skriver således, at den vil bede Pensionskommissionen gøre sit arbejde færdigt inden nytår – og at der i kommissionsrapporten skal være ”… særligt fokus på de personer, som ikke foretager pensionsopsparing og indkomstforholdene for denne gruppe. Det kunne f.eks. være selvstændige, overførselsmodtagere og privat beskæftigede uden for LO/DA-området.”
LEVs landsformand, Sytter Kristensen, er glad for, at dette alvorlige problem sættes på dagsordenen i regeringsgrundlaget:
- Overgangen til folkepension uden opsparing er et stigende problem for mange udviklingshæmmede. Mennesker, som hele livet igennem ikke har haft anden mulighed for indkomst end en førtidspension. Det er helt relevant at tage fat på, og i LEV ser vi frem til at give input, når kommissionens rapport foreligger, siger landsformanden.
Socialpolitik uden handicappede
I et kort afsnit om socialpolitik skriver den nye regering, at man savner dokumentation for, hvad der virker i den sociale indsats. Regeringen vil derfor ”.. arbejde for, at der i socialpolitikken fokuseres på løsninger og redskaber, der gør en reel forskel. Der er behov for mere faktuel viden om, hvad der virker. Derfor skal arbejdet med at indsamle og systematisere data styrkes.”
I forhold til den sociale indsats over for børn og unge, vil man desuden give ”… øget adgang til at anvende magt”, om end det anerkendes, at anvendelse af magt altid er ”… indgribende og skal så vidt muligt undgås.”
Udgangspunktet for regeringsgrundlagets socialpolitiske markeringer er alene socialt udsatte. Og selvom socialt udsatte og mennesker med handicap på mange områder ’deler paragraffer’ i sociallovgivningen, så savner LEVs landsformand en mere tydelig markering:
- Mennesker med udviklingshæmning eller andre handicap er ikke en lille eller ubetydelig målgruppe i socialpolitikken. Det er en del af den kernevelfærd, som politikerne ellers har talt en del om i valgkampen. Jeg synes, det er ærgerligt, at handicappede ignoreres i regeringsgrundlaget.
- Den nye regering kunne eksempelvis have taget stilling til, hvordan den vil rette op på indsatsen for mennesker med handicap efter nogle barske kriseår. Man kunne også have fortalt, hvordan man vil forholde sig konkret til kritikken fra FN’s Handicapkomite fra efteråret 2014 for blot at nævne et par emner.
- Heldigvis er et regeringsgrundlag, som dette, ikke en endelig facitliste. Jeg håber derfor på en positiv dialog med den nye regering – og med det Folketing, som regeringen skal samarbejde med. En dialog der skal give resultater for mennesker med udviklingshæmning, siger Sytter Kristensen.