Altinget310316.png Fra Altinget.dk 01.04.2016

Støtten til merudgifter faldet med over 40 procent siden 2010

Kommuner har skåret ned på støtten til børn med et handicap og deres familier, der skal have hjælp til eksempelvis familie-kurser, til særlige sko, medicin eller lignende. Siden 2007 er kommunernes bidrag til den type af hjælp faldet år for år. Og det ser ud til at fortsætte.

Altinget skriver i en artikel i går, torsdag den 31. marts, at nye beregninger fra Social- og Indenrigsministeriet viser, at det i 2016 forventes, at der bliver brugt 644 millioner kroner på børn og unge til de såkaldte merudgifter. Dermed er støtten til merudgifter faldet med ca. 44 procent siden 2010, mens faldet fra 2014 til 2016 er på ca. 10 procent.

Formanden for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, mener, at det er stærkt bekymrende:
Det er jo ikke, fordi der er blevet mindre behov. Kommuner prøver virkelig at spare her ved at stramme reglerne. Og det betyder, at der er mennesker, der ikke får hjælp, selvom de har brug for det. Der er skåret så meget, at det er blevet umenneskeligt, at folk, der allerede kæmper hårdt i hverdagen, også skal kæmpe med kommunen.

Dansk Folkeparti og Enhedslisten kræver nu svar fra social- og indenrigsminister, Karen Ellemann, på, hvad faldet kan skyldes. Karen Ellemann har tidligere svaret på lignende spørgsmål tilbage i november måned, hvor hun gav udtryk for, at der må være sket ændringer i kommunernes praksis.

KL's formand for social- og sundhedsudvalget, Thomas Adelskov, giver en lignende forklaring. Han mener, at en væsentlig forklaring på faldet er, at der i 2011 kom en lovændring, som betød, at udgifter til aflastning til forældre med børn med handicap eller alvorlige lidelser ikke længere skulle dækkes efter merudgiftsreglerne, men efter andre regler.

Men denne forklaring mener DF og EL altså ikke kan forklare det fortsatte fald, og derfor kræver de nu mere uddybende svar fra social- og indenrigsministeren, der kan forklare faldet.