16.12.2016
Kastebold mellem kommuner og Christiansborg
Historien om vores nye ældreminister, Thyra Frank, og hendes håndtering af sagen om svigt i kommunernes ældrepleje, udstiller et fikst system. Et system, som er blevet forfinet henover de senere år, og som vi desværre har indgående og mangeårigt kendskab til på handicapområdet. Det skriver LEVs landsformand, Anni Sørensen, i et debatindlæg bragt i Kristeligt Dagblad.
Af Anni Sørensen, formand for Landsforeningen LEV - Debatindlæg bragt i Kristeligt Dagblad den 15. december.
Systemet ser nærmest ud til at være specialdesignet til det formål at skubbe ansvaret rundt mellem velfærdssamfundets nøgleaktører uden, at nogle for alvor kommer i klemme – bortset fra de mest udsatte og sårbare borgere i landet, naturligvis.
Systemet er skruet sammen på denne raffinerede måde: Politikere på Christiansborg og de skiftende socialministre eller ældreministre kan med alvor i stemmen råbe til kommunerne, at de skal leve op til deres ansvar. Råberriet indtræder hver gang det dokumenteres, at stribevis af kommuner svigter deres ansvar overfor sårbare borgere, krænker retssikkerheden eller ligefrem overtræder gældende lovgivning. Den ansvarlige minister kan med sørgmodig afmagt i stemmen beklage de manglende muligheder for at gribe ind – ”for kommunerne har jo selvstyre”.
Kommunernes Landsforening (KL) og de kommunale politikere kan så råbe tilbage til Christiansborg, at kommunerne ikke har fået penge nok – og at borgerne har alt for mange irriterende rettigheder – og at der i øvrigt er alt for mange af dem. Kommunerne er magtesløse over for budgetlov og regeringens stramme økonomiaftaler. De udsatte og skrøbelige borgere og deres pårørende, som udsættes for den sjette, syvende eller ottende sparerunde i træk, må jo forstå, at det er regeringens skyld det hele.
Som svag ældre, som borger med handicap eller med dybe sociale problemer er det derfor svært at afkode, hvem det egentlig er, man skal holde ansvarlig? Hvem er det, som nu igen har skåret ned i den hjælp, der er så afgørende for at kunne leve en anstændig tilværelse? Regeringen siger, at det er kommunernes ansvar – kommunerne siger, at det er regeringens!
Jeg kan ikke undslå mig den mistanke, at uklarheden om ansvarets rette placering er tilsigtet. Det kan i hvert fald konstateres, at det er ganske belejligt for både regering og kommuner at kunne kaste ansvaret rundt uden, at det entydigt lander hos nogle af parterne.
På den måde kan der spares videre i en uendelighed helt uden, at andre end ekstremt sårbare mennesker kommer i klemme. Politikere og embedsmænd i staten og kommuner kan komme med ansvarsfrie sympatitilkendegivelser, men ellers bare fortsætte med at tilrettelægge nye forringelser.
Jeg er helt overbevist om, at langt de fleste danskerne gerne vil betale, hvad ordentlig velfærd for samfundets svageste koster. Det håber jeg vil være det tydelige udgangspunkt for vores nye socialminister, Mai Mercado. Tag ansvaret – også for at kommunerne har de nødvendige økonomiske ressourcer til at sikre mennesker med udviklingshæmning og andre handicap retten til anstændige livsvilkår med værdighed og udviklingsmuligheder. Og tag ansvaret for at styrke rettighederne i lovgivningen, når det viser sig, at kommuner ikke prioriterer den nødvendige økonomi til opgaven.
