Opgørelse af din pension for 2015
En gang om året gør Udbetaling Danmark op, om du har fået det i folkepension eller førtidspension, du havde ret til året før.
Opgørelsen vil enten vise, at du:
- har fået den pension, som du havde ret til for 2015
- har fået for meget i pension for 2015, og derfor skal betale penge tilbage. Du skal dog kun betale pension tilbage, hvis du har fået mere end 249 kr. for meget i pension.
- har fået for lidt i pension for 2015, og derfor skal have pension udbetalt.
I midten af juni 2016 får du et brev fra Udbetaling Danmark med opgørelsen af din folke- eller førtidspension. Denne opgørelse er først og fremmest baseret på din årsopgørelse fra SKAT.
Hvis du har en udvidet selvangivelse, får du dog først et brev med opgørelsen af din pension i sidste kvartal af 2016. Og hvis du er gift eller samlevende, sker det først, når Udbetaling Danmark har fået begge årsopgørelser fra SKAT.
Læs mere på borger.dk
På www.borger.dk/opgoerelse-pension kan du læse mere om opgørelse af pension. Du kan blandt andet læse eksempler på, hvorfor man skal betale tilbage eller have pension udbetalt. Du kan også ringe til Udbetaling Danmark på telefon 7012 8061.