04.05.2016

Skal kommunen tilbyde ledsagelse?

Af Thomas Gruber, politisk konsulent i LEV

Tiden med åbenlyse fejl- og misfortolkninger af udviklingshæmmedes ret til ledsagelse er åbenbart ikke et overstået kapitel.

I starten af april udsendte Region Nordjylland en pressemeddelelse. Den fangede TV2 Nord og Dknyt, hvilket blev til en artikel under overskriften ”Nordjysk utilfredshed over forskelsbehandling af handicappede”. Heri forklarede formanden for regionens udvalg for det specialiserede socialområde, at ”De fleste af de borgere, der bor på Region Nordjyllands botilbud, har så svære handicap, at de i praksis kun kan ledsages af de medarbejdere, der kender dem godt. Og lige præcis de medarbejdere må ikke påtage sig opgaven.”

Udvalgsformanden ville derfor have Danske Regioner til at tage spørgsmålet op over for regeringen og sikre, at borgerne i botilbud gives mulighed for at købe ledsagelse af regionen. Altså en form for legalisering af den problematiske – og klart lovstridige – brugerbetalingspraksis, som mange udviklingshæmmede var underlagt indtil 2014/15.

LEVs landsformand, Sytter Kristensen, reagerede på den nordjyske udmelding med et debatindlæg i Dknyt. Her slog hun fast, at personalet i regionens tilbud naturligvis gerne må ledsage beboere uden for botilbuddet – de har faktisk pligt til det:
”Selvfølgelig ikke bare må personalet i botilbuddene yde pædagogisk støtte og ledsagelse i forbindelse med ferie, udflugter og lignende. De er faktisk forpligtede til at gøre det, og kommuner og regioner er forpligtet til at sørge for de nødvendige ressourcer til bostederne, for at det kan lade sig gøre,” skrev Sytter Kristensen blandt andet.

Misforståelser er udbredte
Den nordjyske udlægning af ’tingenes tilstand’ er et godt eksempel på nogle af de mange misforståelser og fejlfortolkninger, der stadig florerer, når det gælder udviklingshæmmedes ret til at medtage den nødvendige hjælp i forbindelse med ferie eller udflugter, selvom man skulle mene, at det efterhånden burde være klart for de fleste.

Udviklingshæmmedes ret til ledsagelse uden for botilbuddet er tydeligt fastslået i en principafgørelse, som Ankestyrelsen udsendte i september sidste år. Som vi tidligere har fortalt her i LEV Bladet, så fremgår det af denne afgørelse, at der er et retskrav på ledsagelse til borgere i botilbud, som ikke kan færdes på egen hånd. En ferie i Danmark må anses for almindelig i Danmark og er derfor omfattet af det såkaldte kompensationsprincip i sociallovgivningen.

Det retskrav, som principafgørelsen fastslår, betyder, at en kommune ikke kan afslå at yde den nødvendige støtte og ledsagelse til borgere i målgruppen i forbindelse med ferie, udflugter og lignende. Heller ikke ved at henvise til et eller andet serviceniveau. Ethvert kommunalt serviceniveau, der påstår, at kommunen ikke yder støtte og ledsagelse i forbindelse med ferier eller fritidsaktiviteter, er rent faktisk ulovligt.

Kan kommunen bare vente på ansøgninger om ledsagelse?
Men hvad er så kravene til den måde, kommunerne forvalter udviklingshæmmedes retskrav på ledsagelse og støtte i forbindelse med ferie med videre? Hvordan skal kommunerne omsætte principperne i Ankestyrelsens afgørelse?

En del kommuner vil formentlig anlægge den linje, at man ’som udgangspunkt’ ikke yder denne form for ledsagelse, men at man løbende vil tage stilling til ansøgninger som borgerne og deres pårørende vil komme med. Med andre ord: ”Vi venter til nogen stiller et konkret krav med en ansøgning, og så kan vi jo nok ikke slippe udenom…”

Denne afventende tilgang vil efterlade de allersvageste borgere med udviklingshæmning i stikken. Dem, som ikke har nogen pårørende eller andre, som har ressourcer til at ’tage kampen op’, og som kender lovgivningen. De vil sidde tilbage uden den nødvendige hjælp, fordi de ikke har nogen, som hjælper dem med at gå gennem den store ’ansøgningsmølle’ og eventuelle klager til Ankestyrelsen.

Men kommunerne er faktisk forpligtede til også at sørge for, at rettighederne for borgere, som ikke kan søge på egen hånd, opfyldes. I Servicelovens § 12 fremgår det således, at kommunen skal ”… sørge for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet om rådgivning skal også omfatte opsøgende arbejde.”

I praksis betyder denne paragraf, at kommunen er forpligtet til at vurdere, om den enkelte med udviklingshæmning er omfattet af Ankestyrelsens principafgørelse og således skal tilbydes støtte og ledsagelse i forbindelse med en ferie, udflugter og lignende. Den vurdering skal kommunen foretage, uanset om der kommer en konkret ansøgning fra borgeren eller ej.

Med andre ord: Det er en overtrædelse af lovgivningen, hvis kommunen ikke lever op til sin opsøgende rådgivningsforpligtelse og tilbyder den nødvendige støtte og ledsagelse i forbindelse med ferie, fritidsaktiviteter med videre. Også til de borgere som ikke ansøger.

Individuelle afgørelser eller serviceniveau
Kommunen kan opfylde lovkravet på flere måder. Man kan træffe konkrete og individuelle afgørelser for den enkelte, hvor den nødvendige hjælp ydes. Men kommunen kan også opfylde kravet ved at fastsætte et serviceniveau med et rimeligt niveau af støtte og ledsagelse uden for boligen eller ved at indregne udgiften i de takster, som er gældende for botilbud – og pålægge botilbuddet at opfylde rettigheden.

Sammenfattende kan man sige, at det burde være en del af almindelig kommunal anstændighed at sørge for, at også de svageste i LEVs målgruppe får den nødvendige ledsagelse. Men selv hvis anstændigheden kastes over bord, så kan kommunerne ikke undslå sig at tildele og yde den nødvendige ferie- og fritidsledsagelse – det vil ganske enkelt være i strid med lovgivningen.

Handicapråd eller LEV-kredse på banen
Men, men. Som vi ved fra mange andre områder, så er hverken anstændighed eller lovgivning nogen garanti for, at borgernes rettigheder føres ud i livet. Derfor er det oplagt for LEVs lokale kredse eller for de kommunale handicapråd at følge op på, hvordan kommunen efterlever Ankestyrelsens principafgørelse – herunder ikke mindst, hvordan rettighederne for de svageste sikres. Kommunen bør med andre ord kunne levere en skriftlig redegørelse for, hvordan den konkret er gået til værks.

Bragt i LEV Bladet nr. 3, 2016