Sytter 07.11.2016

Leder: 15 år i røg og damp

Dette er min sidste lederartikel i LEV Bladet. Et blad, som jeg synes, vi kan være stolte af i LEV, og som sætter vigtige dagsordener og formidler vigtig viden.

Af Sytter Kristensen

På den ene side er det vemodigt sådan at skulle sige farvel til disse lederspalter. Det er jo her, at jeg har haft lejlighed til at kommentere og perspektivere aktuelle politiske emner med betydning for mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende. Omvendt vil jeg ikke lægge skjul på, at jeg også mærker en vis lettelse over, at nye kræfter tager over efter mine 15 år på posten.

Emnerne for 15 års lederartikler har været mangfoldige – mildest talt. Lighed i sundhed, retten til førtidspension, de alt for høje boligudgifter, genopstandelsen af fortidens totalinstitutioner, værdiskredet i handicappolitikken, den skrøbelige retssikkerhed, omsorgssvigt i bosteder. Og mange, mange flere.

Noget af det, som har fyldt allermest gennem de seneste fem, seks år, er udviklingshæmmedes muligheder for socialpædagogisk støtte og ledsagelse til ferie, udflugter og fritidsaktiviteter. Et emne, som netop i disse uger og måneder får endnu en omgang i mediemøllen med socialminister Karen Ellemanns forslag om at indføre brugerbetaling på socialpædagogisk støtte og ledsagelse til udviklingshæmmede i forbindelse med ferier.

Ledsagelses-sagen har unægtelig bølget frem og tilbage længe. I 2011 begyndte kritikken af de ekstreme handicap-merudgifter, som udviklingshæmmede blev pålagt i forbindelse med ferier, for alvor at dukke op. LEV fik stadigt flere henvendelser fra pårørende til især yngre udviklingshæmmede på førtidspension, som var ude af stand til finde de 15.000- 20.000 kroner, som fem dages sommerhusferie i Danmark kunne løbe op i, fordi borgeren skulle betale for løn, ophold og rejse for det pædagogiske personale.

Efter adskillige ministermøder, deltagelse i arbejdsgruppe med Kommunernes Landsforening (KL) og Socialministeriet, artikler og debatindlæg, nåede sagen sin foreløbige kulmination i januar 2014. Her udsendte KL en såkaldt administrativ meddelelse, der slog fast, at det var lovstridigt at opkræve brugerbetaling for socialpædagogisk støtte og ledsagelse. Udviklingshæmmede havde derimod efter loven krav på at modtage denne hjælp og ledsagelse i forbindelse med fritidsaktivitet og ferie uden egenbetaling, forklarede KL.

Herefter fulgte langstrakte trakasserier med en del kommuner, der tillod sig at fastsætte serviceniveauer uden mulighed for ferieledsagelse, udtalelser fra Statsforvaltningen om tilbagebetaling og principafgørelser fra Ankestyrelsen, der fastslår udviklingshæmmedes ret til socialpædagogisk ledsagelse i forbindelse med ferie.

Senest har socialminister Karen Ellemann fremsat forslag om at lovliggøre den brugerbetaling, som blev erklæret lovstridig i 2014. Ellemann præsenterer sit forslag som en slags barmhjertighedsgerning over for udviklingshæmmede, der gerne vil tilkøbe mere socialpædagogisk støtte og ledsagelse. Men i virkelighedens verden er der tale om et målrettet angreb på den rettighed til ferieledsagelse, som var blevet fastslået i KL, Statsforvaltningen, Social- og Indenrigsministeriet og Ankestyrelsen.

Muligheden for tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse vil nemlig ske i en situation, hvor der konstant skæres ned i bostedernes økonomi, og hvor ministeren nægter at fastsætte et anstændigt og mere håndfast minimumsniveau for socialpædagogisk ledsagelse i forbindelse med ferie. Derfor vil brugerbetaling igen gradvist erstatte de rettigheder, som ellers var på vej til at blive respekteret i den kommunale praksis.

Det er, som om der føres en slags krig mod udviklingshæmmedes rettigheder. Angrebene er mange og vedholdende – og hvis ét angreb slås tilbage, så kan vi være sikre på, at et nyt sættes ind et andet sted inden længe. Jeg sidder nogle gange med en oplevelse af, at vi de seneste mange år har befundet os i en mere eller mindre konstant forsvarsposition. En landsformand for LEV vil altid skulle være en frontfigur i forsvaret for udviklingshæmmedes rettigheder, og det er indimellem slidsomt. Men det er altid meningsfuldt.

Når du læser dette LEV-blad, har jeg på vores repræsentantskabsmøde overladt hvervet til en af formandskandidaterne. Jeg takker for de år, jeg fik lov at stå ved roret – og ønsker den nye formand alt det bedste.

Leder i LEV Bladet nr. 7.

Leder-artiklen er Sytter Kristensens sidste. Hun stoppede som landsformand for LEV i forbindelse med repræsentantskabsmødet den 5./6. november. LEV Bladet skulle imidlertid sendes til tryk før repræsentantskabets afholdelse. Ny landsformand i LEV er Anni Sørensen.

Der er ligeledes indgået forlig om en revision af serviceloven efter bladets deadline. I det forlig er det besluttet at indføre mulighed for tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse/brugerbetaling. Du kan læse mere om servicelovsaftalen her på siden.

Læs mere Aftaleteksten