Foto: Hans Juhl 06.10.2016

Lovforslag på vej om behandling under tvang

I LEV Bladet nr. 7 november 2015 fortalte vi historien om Frank, der døde af en lungebetændelse, som udviklede sig til en blodforgiftning. Forud var gået et tragisk forløb, hvor Frank havde nægtet at få taget en blodprøve, der med stor sandsynlighed ville have reddet hans liv, fordi det havde været muligt at give en mere præcis behandling. Frank var udviklingshæmmet og forstod ikke den alvorlige risiko ved ikke at få taget blodprøven, og han modsatte sig lægens forsøg på at tage den.

Sagen er tragisk og et eksempel på et af de dilemmaer, som er på dette område. Den behandlende læge i sagen fulgte de eksisterende regler, men havde han brudt dem, var Franks liv med stor sandsynlighed blevet reddet.

Magtanvendelse i forskellige sektorer
Som reglerne er i dag, kan sundhedspersonalet ikke behandle en person, der med ord eller handling modsætter sig det. Det gælder alle – også såkaldte varigt eller midlertidigt inhabile personer - der ikke forstår konsekvensen af at behandlingen ikke gennemføres. Det er især blandt udviklingshæmmede og demente, at der kan være mennesker, som er varigt inhabile. En værge eller forældre kan ikke samtykke til behandlingen på vegne af den inhabile.

På psykiatriområdet gælder der andre regler. Her giver psykiatriloven muligt for – under særlige omstændigheder og betingelser – at frihedsberøve og anvende tvang i behandlingen af patienter i psykiatrien.

Endelig er der på det sociale område situationer, hvor personalet på bosteder og lignende kan anvende magt for at afværge farlige situationer. Under visse betingelser kan det desuden dreje sig om eksempelvis basal hygiejne som tandbørstning eller bleskift. Derfor er det, som LEVs landsformand Sytter Kristensen udtalte i 2011 i et interview med Socialpædagogen, paradoksalt, at ”der kan anvendes magt til tandbørstning, men ikke til at sikre livreddende lægebehandling.”

Sagen med Frank og lignende eksempler er baggrunden for, at LEV igennem flere år har udtrykt støtte til, at det i visse særlige tilfælde bliver lovligt at anvende tvang i forbindelse med sundhedsbehandling. Men det er ikke uden store betænkeligheder.

For det er åbenlyst, at en adgang til magtanvendelse på sundhedsområdet ikke må blive en glidning, hvor magtanvendelse erstatter en solid pædagogisk indsats. Sytter Kristensen siger i den forbindelse:
- Man skal huske på, at sundhedsfagligt personale ikke har det samme kendskab til målgruppen, som man har i den sociale sektor. Det skal sikres, at sundhedspersonalet har viden om alternativer til magtanvendelse, og, at der er tilstrækkelig og betryggende kontrol.

Sytter Kristensen peger på en række andre forudsætninger for, at LEV kan støtte en lov om magtanvendelse på sundhedsområdet:

• Stærke garantier og værn om patienters rettigheder.
• Uddannelse af personale.
• Effektiv overvågning af reglernes implementering.
• Procedurer der effektivt forebygger en glidning fra pædagogik til magtanvendelse.

Mere tvang må aldrig stå alene
Det er en kendt og dokumenteret problemstilling, at udviklingshæmmede har betydeligt flere problemer med sundhed og lever markant kortere end resten af befolkningen. En af de primære årsager hertil er, at mange udviklingshæmmede ikke formår at tage ansvar for egen sundhed.

I LEV har vi igennem flere år arbejdet politisk for obligatoriske tilbud om sundhedstjek for blandt andre udviklingshæmmede. Sytter Kristensen:
- Det er klart, at spørgsmålet om sundhedstjek også skal ses i lyset af en øget adgang til brug af tvang. Det vil klæde politikerne, hvis de lader adgangen til magtanvendelse på sundhedsområdet ledsage af et system, der sikrer sundhedstjek til udsatte grupper. Det vil alt andet lige hjælpe med at forebygge problemerne, før brug af tvang bliver nødvendigt.

Regeringen forventes at fremsætte et lovforslag på området i februar 2017.